Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
jeg har aulaget (ierundiet fremstaaet? Der vilde ikke have
været saa udstrakt Brug for den, som for dette, o g begge vilde
derfor have udviklet sig ad de forskjellige Veie, som nærmest
stode dem aabne, det ene til Futurums-, det andet til
Nødven-dighedsbelydningen.
Euduu et Par Bemærkninger om den Analogi, som den
germaniske Brug af Infinitivet frembyder. Infinitivet, som Udtryk
for den rene Verbalforestilling, kommer ogsaa i de fleste
Forbindelser, hvori det er afhængigt af en anden Forestilling til at
udirykke Virksomheden som Noget, der først skal indtræde: jeg
har besluttet ai gaa9 jeg glæder mig til al gaa.
Verbalforestillingen er det Maal, imod hvis Realisation en Handling er rettet,
det, som ved samme er tilsigtet; eller ogsaa det Maal, hvorimod
blot Tanken er rettet ved Udsigelsen af et upersonligt (Jdtryk:
del staar nu tilbage at undersøge. Ofte udsiges ogsaa en
almindelig Sats med Hensyn til Noget, der først tænkes at skulle
ske: det er godt at komme hjem i betids. Derfor betegnes
Infinitivet paa Fransk som Maalet for en anden Verbalforestilling
ofte med h : rente h faire9 faime h croire. Derfor er
Præpositionen zu paa Tydsk, to paa Engelsk gaaet over til at blive
Infinilivsmærke,. fordi de brugtes i saamange Forbindelser, hvori
man ikke lagde Mærke til den oprindelige Betydning, at man
tilsidst betragtede dem som sammenhørende med Infinitivsformen.
Ja, det kunde være et Spørgsmaal, om ikke i Analogi hermed
det norske Infinitivsmærke — at — er at forklare som Præpositionen
at, der i Oldsproget betegner en Hensigt, en Bestemmelse.
Heraf kunde man lettest forklare disse Udtryk havef give En Noget
al gjøre og som udgaaet fra disse transitive Forbindelser det
Upersonlige, der er Noget at gjøre, hvor Infinitivet da vilde
.udtrykke Bestemmelsen. Dog maa jeg tilstaa, at jeg ikke tør
have nogen bestemt .Mening herom; det kunde ogsaa være, at
lnQnitivet, ligesom i Talemaaden lade Noget gjøre} er at forstaa
som det egentlige Objekt for Verbet og Nominet igjen som dettes
Objekt, der dog maa tænkes af en vis Trang til at træda i
nærmere Forbindelse med det styrende Verbum at have trængt sig
ind paa dette som dels Objekt, uden at Sproget har formaaet
at omdanne Infinitivet (ligesom Latinen) til en Form, der mere
logisk rigtigt kunde knytte sig til dette Objekt. Deri vilde ligge
størst Analogi med den latinske Sprogbrug, idet det vilde rebe
en Udvikling i samme Retning, som blev staaende paa Ilalvveien.
Men deri vilde naturligvis ikke ligge nogen Nødvendighed for,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
