Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
noget at frygte for ea saadan gjerning* Det er urimeligt, at
Telemach skulde frygte for Ikarios, da det forudsættes som
noget, der falder af sig selv, at Ikarios vil modtage den
sædvanlige bod. Og dog ledes Nitzsch her uetop af partiklen ra$f
som han sætter i forbold tU den sidste, umiddelbar
fornd-ga&ende sætning. Det gaar imidlertid ikke au at begrunde en
sats, der hviler paa den forudsætning, at Ikarios vil modtage
bod, ved at tilføie, at Ikarios vil tage anden hævn. Man
sammenligne det analoge tilfælde I G32—36, hvor den naturlige
virkning af nol£ dnoitvttv udtrykkelig fortælles.
Men indrømmet, at Nitzschs forslaaelse var den rigtige,
saa maatte de to halvvers ogsaa i detle tilfælde være uægte.
Kan Telemach betegne Ikarios uden videre ved ?o£ rrargog, saa
kan han Tor øieblikket ikke have nogen tanke for sin egen
føder, kan umulig øieblikket forud have Ialt om ham.
Med relle roses i scholierne Telemachs forstandighed,
tankernes kralt og ordenes fynd. Det episke foredrags ro og
klarhed træder neppe nogensteds skjønnere frem end i delte
sønnens svar paa den frække fordring, at han skal støde
moderen ud af huset. Telemachs første præmis er hentet fra det
ethiske forhold til moderen, den anden fra det kloge hensyn til
egen fordel. Dette har faat sine betegnende udtryk i de
for-skjelltge ord, strax i begyndelsen det afgjarende o? rcuj£*<m—,
i den anden sætning blot x&xov di —; i deo første det
hadefalde éofttoif amøøat, i den anden det farveløse (juridiske)
am>-néfHpa, det samme udiryk, som ogsaa Antinoos har brugt
(U3); i den første txFéxovtra*’, som udtrykker den vold, der
gjøres moderen, i den anden avrég i/tav* der blot fremhæver
sønnen som den retle og egentlige sagvolder; i deo første ?
/** 7 9* e&Qtip6t som maler hendes møie og omsorg, i
deo anden kun den simple benævnelse af forholdet: pqTÅQa*
Den sidste sætning (xanov 64 pe nåll* aKørfmy x* i,} viser,
at Telemach lager alte hensyn i betragtning, og ikke glemmer
nogen omstændighed, men den er dog kun et underordnet
tillæg* Den fulgende begrundelse med henviser nemlig i
alle sine 3 led (faderens straf, moderens gudesendte Erinyer,
menneskeaes uvilje), ikke til denne, men kun til den første
sætning: ov nmg icm dopmv årixovGcty dntwtah % p «wXi V
få iSgtipB* Endelig følger den kraftige conclusiort: mq ov
tov-rov fyi* nots pv&ov tvlipwy et vers, som Anstarch ikke skulde
have forkastet.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
