Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ning, og Fr. Munter og O. Tuchsen kom ikke videre eod
lil at bestemme, at de eokelte ord vare adskilte ved en
skråtliggende kile. Dog anede Munter tillige, at en ofte
forekommende kileforbindelse måtte betyde »konge« 1). Herpå støttede
Grotefend sine undersøgelser, hvorved han opdagede navnene
Hy staspes, Dareios og Xerxes. Videre var det dengang
ikke muligt at komme, da den kundskab, hvorpå der måtte
bygges videre, indsigten i Indiens og Persiens gamle sprog,
manglede. Først over tyve år efter Grotefends opdagelse gjorde
Uask (i sin ovenfor anførte afhandling om Zendsproget o. s. v.>
et stort skridt fremad, idet han viste betydningen af to
almindelig brugte tegn og derved tillige kunde henføre sproget til
den japetiske æt. Rask selv forfulgte ikke videre sin opdagelse,
men Burnouf og Lassen, to mænd, der må nævnes i første
række blandt forskerne over Indiens og Persiens oldtid, byggede
herpå og gjorde 1836 uafhængig af hinanden store fremskridt
i at læse disse indskrifter. Da Westergård 1844 kom tilbage
fra Indien, overlod han Lassen de kileindskrifter, han havde
kopieret, og ved det således forøgede stof kunde meget
fremstilles med 8t6rre sikkerhed9). Den fuldstændige løsning af
denne opgave skylde vi imidlertid Rawlinson, der uden at
kende de resultater, hvortil man var kommen i Evropa, havde
gjort vigtige opdagelser, indtil det 1846 lykkedes ham ved hjælp
af det store stof, han havde skaffet sig under sit ophold i Persien
(navnlig indskriften fra Behistån), nojagtig at bestemme sproget V
simpleste art vedkommer os her, da sproget deri er det Oldpersiske;
de to andre arter ere oversættelser i de folks sprog, som udgjorde en
8& betydelig bestanddél af det akhæmenidiske rige; den anden art, langt
kunstigere end den første, er affattet i et skythisk sprog (når man med.
Rask bruger dette mindre heldige ord i modsætning til japetisk og
semitisk), den tredje, allermést indviklede, i et semitisk sprog.
’) Fr. Munter, Versuch uber die keilformigen Inschriften zu Persepolis.
Kopenh. 1802.
*) Resultatet heraf var: Die altpersischen Keilinschriften nach Hrn. N. L.
Westergaards Mittheilungen af Lassen i hans Zeitschr. fur die Kunde
des Morgenlandes VI, s. 1 — 189 og s. 467—580. *
*) H. G. Rawlinson, the Persian cuneiform inscription at Behistun
decy-phered and translated; with a memoir on Persian cuneiform inscriptions
tn general and on that of Behistun in particular. London 1846. (Journ.
of the R. Asiat. Soc). Westergård har 1 det kgl. danske
videnskabernes selskabs skrifter. Femte række. Andet bind s 41 ff. givet en
fremstilling af denne kileskriftarts historie, som jeg har benyttet i det.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
