Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
60
at modtage de fortjente Skjænd; men han tog feil;
det var Mester selv.
Da han saa de to oprømte Ansigter, drog han
et langt, behageligt Drag af sin uundværlige Snadde,
strøg sig gjentagne Gange med Haanden over sit
bustede Hageskjæg, idet han langsomt nikkede med det
graanede, buskede Hoved, som om han slog fast en
hemmelig, kjær Beslutning. Derpaa gik han hen til
Jan Dankert og slog ham gemytlig paa Skulderen.
«Din Haand, Jan Dankert! Gjemt og Glemt!
Et godt Ord finder et godt Sted, og den, som ler
sidst, ler bedst.»
> Mester drog igjen et langt, behageligt Drag af
Snadden. Jan Dankert trykkede glad og trofast den
frembudte, barkede Næve. Han forstod rigtignok
ikke ganske Meningen af Mesters mange Visdoms-
ord og deres Anvendelse paa sig; ei heller fattede
han Grunden til dette pludselige Omslag i Mesters
Sindelag mod ham; men det fik være det samme.
Sagen var, at Mester var ham god. Imidlertid tænkte
Mester, som havde seet de Unge stikke Hovederne
sammen, at naar Susanne blev en brav, fornuftig
Haandverkers Kone, vilde disse Theatergriller af
sig selv svinde bort.
Det var en solklar, varm Middagsstund i Februar.
Susanne var nu kommet saavidt til Kræfter, at hun
skulde faa Lov til for første Gang at foretage en
liden Spadseretur. Vel indpakket, med «Pus» om
Halsen og de smaa Hænder vel gjemte i Skindmuffen,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
