Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
61
gik hun ved sine Forældres Side og greb kun nu og
da, naar hun følte sig træt, sin Faders Arm.
Turen var den gamle, gjennem Nygaardsalléen,
mod Broen. Det var det vakreste Vinterveir. Sneen
bølgede hvid og skjær som et Brudeslør henover
Nygaardsmarkerne, Trærne stod som fortryllede i
det lette, blinkende Festskrud, straalede som besaaet
med tusende Stjernefnug. Ulrikken med sine brede,
mægtige Former tegnede sig i skarpe Linier mod den
hvidligblaa Himmel. Langs Kalfarfjeldene over Van"
det la en let, dunstig Frosttaage. Fra alle Skorstene
steg blaalige Røgskyeri Veiret. Sneen knirkede og skreg
under hendes Fødder; en Skjære svang sig knarrende
op paa en bladløs Gren, en Kane med klingende Dum-
bjælder suste forbi, og Tonerne af en omvankende Itali-
eners Lirekasse lød dæmpet og muntert ud til dem.
Lænet paa’ Faderens Arm stansede Susanne, drog
dybt Veiret, slog Slørettilside og saa beundrende udover.
Hun følte mægtig Vinterens rene, friske Skjønhed.
«Aa, jeg kjender mig saa let, Far, saa let,» sagde
hun, og indaandede med Velbehag den friske Luft.
«Nu er det jo mange Maaneder, siden jeg sidst stod
her og betragtede Udsigten! Hvormeget er ikke
passeret siden den Tid!» hviskede hun for sig selv.
«Men du maa for Guds Skyld ikke staa stille,
Barn,» klagede den omhyggelige Moder, «du kunde
jo forkjøle dig! Kom, lad os hurtig gaa videre!»
«Aa, det har ingen Fare» mente Susanne, og
kunde med Møie rive sig løs fra det smukke Skue.
Da de paa Tilbageveien nærmede sig Nygaards-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
