Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
62
porten, der nu forlængst er nedrevet, kom der imod
dem en ung Mand med en besynderlig lad, og dog
næsten høitidelig Gang. Tilsyneladende gik han for-
dybet i saa vigtige Tanker, at han Intet bemerkede.
«Pokker ta” mig, om det ikke er Jan Dankert,»
gren Mester, «og i Søndagspuds ovenikjøbet.» Mo-
derens tynde Læber trak sig ud til et diplomatisk
Smil; men Susanne lod hurtig Sløret falde ned for
sit varme Ansigt.
- Det var virkelig Jan Dankert, der iført sine
bedste Klæder og med glat redet Haar nu mødte
dem, naturligvis rent tilfældig. Han havde idag, da
det var sligt godt Veir, taget sig Fyroven. Det var
saa morsomt, en Hverdag at komme ud fra Verk-
stedet, forsikrede han. Det gjorde saa godt!
. Medens Jan Dankert fremstammede dette, og ikke
fik Øinene bort fra den tilslørede Susanne, pillede hans
Fingre nervøst paa den merkværdig brede Halssløife,
som Petrine smagfuldt havde bundet og som tog sig
meget godt ud under den kantede Hage, der, ellers
bustet, for Anledningen var barberet fin og skjær som
en Jomfrues. Den snevre, sorte Klædeskjole lod og til
at genere ham betydelig; thi han vred sig hid og did
uden Ophør. Han vidste ikke om, at da han gik hjem-
mefra i sin usedvanlige Pynt, stod Far og Mor og
Søster i Vinduet, keg smilende efter ham og ønskede
ham alt muligt Held. «Ja, han gaar paa Frierben,
det er soleklart,» havde Faderen, den gamle Snedker,
ytret, gnidende sig veltilfreds i Hænderne, medens
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
