Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
78
hende en fin Dug af det sjeldneste Uldgarn, og lavede
. hendes Yndlingsretter: Pandekager med Blomme-suppe
til — men alt forgjæves. Susannes Pande blev ikke kla-
rere, ei heller Humøret lysere. Da Moderen bragte hende
Dugen, hvorpaa hun selv havde arbeidet hver Maske,
faldt Susanne hende pludselig om Halsen og brød ud i
voldsom Graad. Saa løb hun fra hende, slog op en
tvungen Latter, og bad Moderen om for Guds Skyld
ikke at bryde sig om hendes underlige Væsen; «det
kom sig nok med Tiden,» mente hun.
Jan Dankert saa ogsaa ret trist ud i denne Tid
og kom meget sjeldent over til Bødkerens. Mester
Hansen havde en Dag fortalt ham, hvorledes det stod
til hjemme: Ser du, Jan Dankert, jeg kan ikke skjønne,
hvad der gaar af Susanne; bare det ikke er dette Thea-
ter, du! Kanske hun selv vil være med og spille og
sligt? Jeg frygter for det. Fgentlig skulde jeg snakke
med hende om det, hvad mener du?
Jan Dankert blev ganske graableg i Ansigtet, og
hans Træk vansiredes af den gamle, stygge Grimace.
Det var ligesom Mesters Ord bestyrkede en hemmelig
bekymret Anelse hos ham. Han stod og ruggede paa
sig, med Hænderne dybt nede i Bukselommerne; saa
sagde han nølende som efter en indre Kamp: «Nei, sig
intet, Mester! det er det Klokeste. Taler I, bestyrker
I hende kun i hendes Griller, hvis hun virkelig skulde
tænke paa Theatret. Naar I derimod gjør, som om I
intet merker, gaar det bort af sig selv om kort Tid.»
Jan Dankert rødmede over sig selv, naar han
siden tænkte paa dette Raad, han havde givet, ledet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
