Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
189
det med Guld, med alt, hvad jeg eier, hvis Penge
kan opveie en saadan Skat: Den maa ikke komme
i fremmede Hænder.»
«En Tugthuskvindes Haar!» — Hun smilte vantro,
vemodig. «Nei, kom hid med det!» Hun svøbte det
atter ind i Pakken og gjemte den. <«Penge vil jeg
aldrig modtage af Dem, Gram, om jeg end skulde
dø af Mangel. Det er mit sidste Ord.»
Hun reiste sig med Anstrengelse. «Nu maa jeg
gaa . . . Jeg har allerede opholdt Dem for længe.»
Hun stod med Haandeu famlende om Laasen.
«Nei, nei! raabte hun, «jeg kan ikke gaa endnu;
De skal først vide, at jeg endnu tror mig værdig
Deres Venskab, endnu værdig ul at betræde dette
hæderlige Hjem.»
Hun lod sig atter falde ned i Lænestolen ved
Kaminen.
«Jeg bryr mig ikke om Verden; lad den bag-
vaske mig, som den vil; men i Deres Øine vilde jeg
gjerne staa lidt retfærdiggjort. Vil De høre, Gram,»
tilføiede hun med en næsten øm Klang i Stemmen,
«hvad jeg kan sige til mit Forsvar?»
Mine Øine talte for mig. Hun begyndte.
«Det er ikke første Gang idag, at jeg har hungret.
Jeg kjender fra før denne forsmægtende Pinsel, denne
Sugen og Brænden i Indvoldene, I saadan fortvilet
Stund ligner Mennesket Dyret. Det griber sin Føde,
hvor den findes, uden at spørge, hvem den tilhører,
eller hvor den kommer fra,
Mor, der i sit Ansigts Sved ernærede og opholdt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
