Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
192
«Bedstemama, jeg er Svanhilds Barn! Nu staar
jeg ene i Verden. Hav Medlidenhed med mig, Bedste-
mama. — Kan du huske dette, Barn?»
Moder græd.
«Ja, Ja, Mama!» Jeg havde aandeløst lyttet og
indsuget hvert Ord. Min barnlige Sorg dæmpedes
i Øieblikket af Forundring. Dette var som i Eventyret.
Jeg skulde alene vove mig ind i det fremmede Palads
og trække i Løvehovedet; jeg huskede paa Troldet,
der skræmte den stakkers Prinsesse tilbage. «Men
naar nu Bedstemama ikke er god mod mig, hvad skal
Jeg da gjøre? Nei, nei; bliv heller hos mig, Mama!
Gaa ikke bort endnu.»
Jeg slyngede fastere mine Arme om hendes Hals.
«Gud vil nok sørge for dig og vende alt til det
Gode,» svarede hun, løftende Øinene, der allerede for-
klarede saa ind i Himlen, opad, lagde de afpillede,
svage Hænder paa mit Hoved og bad lydeligt:
«Herre, min Gud, forbarm dig over hende, den
Fader- og Moderløse! Lad hende ikke straffes for
mine Synder! Du Alkjærlige, hold din mægtige Haand
udstrakt over hende og aabne Hjerterne, hvor den
spæde Barnehaand banker paa! I dine Fader-Arme
overgiver jeg hende trygt!»
Hun slap mig stille, lagde sig tilbage paa Puden
med foldede Hænder, idet et blegt Smil famlede om
Munden.
«Tys, hun sover,» hviskede jeg til Nabokonen,
Berte, der i det Samme traadte ind. «Vi maa være
stille.»
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
