14 Taarerne stod Viktor i Øjnene. Han kastede sig om Halsen paa sin Far og hviskede: »Aah, Tak, du kære, gode Far, tusind Tak.« — — Hvorfor havde han dog ikke Mod til at fortælle ham alt, tilstaa alt? »Naa, lad det saa være godt,« sagde Direktøren. »Sagen er afgjort, har jeg jo sagt dig.« »Du er saa god ved mig — jeg fortjener det ikke,« stammede Viktor. »Gaa nu ind og drik din Kaffe, inden den bliver helt kold,« sagde Faderen og gav ham et venligt Puf. Mens Viktor drak Kaffe, blev han atter i godt Humør. Der var egentlig ingen Mening i at ødelægge Glæden over Gensynet for Faderen. »Ferien er lang,« tænkte den letsindige Dreng, »jeg kan senere fortælle Far Sammenhængen.« »Har du allerede talt med Frederik Werner?« spurgte Direktøren, som nu kom ind i Stuen. »Nej, jeg traf hverken ham eller hans Far i Gaar! Jeg har i Sinde at gaa derhen efter Frokost.« Hellvig tænkte sig om. »Jeg holder ellers ikke af, at de bliver forstyrrede,« sagde han. »Du ved nok, at den mindste Fejl fra Folkene i Baaden kan koste Dykkerne Livet, men du kender jo til Arbejdet.« »Dykkerne? Er Frederik da bleven Dykker?« udbrød Viktor. »Det vidste jeg ikke af. Det har du ikke skrevet til mig. Han vilde jo saa gerne gaa paa Gymnasiet og studere videre bagefter.« Direktøren trak paa Skulderen.