22 Han løb til Vinduet og kiggede ud. Det var næsten mørkt, og Stormen jagede store Skymasser hen over Himmelen. Men Luften var høj og klar, saa det kunde ikke være noget Taagesignal. »Det var da underligt,« tænkte Viktor og satte sig ned igen. Man hørte Brændingens Brusen i det fjerne. Det stormede allerede paa tredie Dag, og Dykkerne holdt ufrivillig Ferie. Folk, der ikke var nødt til at gaa ud, blev helst inden Døre; thi Ravbyen laa paa et udsat Sted, og naar Stormen fik Tag i en, kunde man næppe staa paa Benene. »Tut — Tut — Tut,« lød det paany. »Det er dog til at blive gal af at høre paa,« tænkte Viktor, som i Forvejen var gnaven over at skulle skrive til Henrik. Men med eet slog den Tanke ned i ham. »Mon det skulde være et Skib, der er ved at strande, som giver Nødsignal? Det var vel værd at undersøge.« Han skyndte sig ned i Faderens Arbejdsværelse. »Far, Far, hører du, hvor de tuder? Er det et Skib i Nød?« Direktør Hellwig havde allerede Overfrakken paa og tog nu sin Hat. »Tag Jakken paa, Viktor, saa gaar vi ned og ser, hvad der er paa Færde.« Stormen havde nær revet baade Direktøren og Viktor omkuld; men de stred sig imod Vinden og naaede endelig Trappen, der førte ned til Strandbredden.