35 over, at du vilde snakke venligt til mig, og saa er min fine Ven ikke et Haar bedre end jeg. — God Natl« — — — Viktor vidste ikke, hvordan han kom hjem. Han gik som en Søvngænger og krøb mekanisk ind ad Vinduet. Fuldt paaklædt kastede han sig paa Sengen, borede Hovedet ned i Puderne, for at hans Fader ikke skulde høre ham, og hulkede og hulkede, til han aldeles udmattet faldt i en tung Søvn. Den russiske Kaptajns Søn, Wladislaw Demikoff, havde imidlertid fundet Husly hos sin unge Redningsmand. Frederik havde bedt sine Forældre om, at Drengen og Pluto maatte komme hjem til dem, og de venlige Folk opfyldte gerne Sønnens Ønske. Werners Hus var temmelig rummeligt. Der var for et Par Aar siden bygget en Stue til, og man tjente en god Skilling i Ferien ved at leje den ud til Sommergæster. Ved Østersøens Kyster deles Lejemaalet gerne i to Sæsoner — den ene i Juni, den anden i August; men nu i Efteraaret var Stuen ledig, og den skibbrudne Dreng fik derfor det tomme Gæsteværelse. Fru Werner fik nu travlt med at hæge om den stakkels, fremmede Dreng, hvis sorgfulde Udseende straks vakte hendes Medfølelse, og kort Tid efter at han var puttet i Seng og havde faaet noget Smørrebrød og en Kop varm Te, sov han ind. Den tro Pluto fik ogsaa baade Klap og Mad, og da den havde spist, lagde den sig foran Sengen