36 med Snuden paa Forpoterne og Øjnene stift heftede paa sin unge Herre. — — Et Par Timer var alt roligt. Da vaagnede Wladislaw ved, at Pluto gøede højt og slikkede hans Haand. Han rejste sig op i Sengen. Dyret løb ivrig hen til den halvaabne Stuedør og gøede atter. Derefter kom den tilbage til Sengen, satte sig paa Halen og puffede til sin unge Herres Haand med den kolde Snude. »Hvad vil du, Pluto?« spurgte Wladislaw. Fra Stuen ved Siden af trængte et svagt Lysskær ind til Drengen, og han saa, at Frederiks Seng var tom. Mon det var Morgen, siden hans Redningsmand allerede var oppe? Hvorfor hviskede de ude i Forstuen? Og hvad gik der af Pluto? Der lød tunge Trin, som om nogen kom bærende med noget svært. Med et Sæt sprang Drengen ud af Sengen og løb paa bare Ben hen til Døren. I Stuen stod Fru Werner med en Lampe i Haanden og lyste for nogle Mænd, som kom bærende med et Menneske, mens Pluto sprang omkring og gøede, som var den ude af sig selv. Da gik Sandheden op for Wladislaw. »Far, Far,« raabte han hjerteskærende. »I har fundet ham ved Strandbredden?« »Ja, min Dreng, det er ham,« sagde den gamle Werner, »men tys, du skal ikke græde — —« »Nej, Wladislawl« raabte Frederik glædestraalende. »Han er ikke død. Han lever! Og det er mig, der har fundet ham.«