42 Frederik hilste ærbødig paa Direktøren og Martens, og da de bad ham fortælle hin Nats Hændelser, var han straks villig. »Jeg kan ikke nøjagtig sige, hvad Klokken var, da jeg fandt Kaptajnen,« tog han Ordet. »Den var vel over ti, da jeg gik hjemme fra, og jeg gik langsomt, saa det har nok taget en Timestid.« »Hvordan gik det til, at De var ved Stranden saa sent?« indskød Martens. »Det var min Hensigt at søge efter de skibbrudne, og derfor tog jeg en Lygte med,« svarede Frederik ligefrem. »Og Deres Familie vidste ikke, hvad De havde for.« »Nej, de sov allesammen; Far var meget træt efter Arbejdet ved Stranden. Derfor fortalte jeg det ikke til nogen, ikke engang til ham.« »Hm,« Politibetjenten rømmede sig. »Fortæl nu, hvordan De fandt Kaptajnen.« Frederik svarede kort og klart. Da han var stødt paa den urørlige Skikkelse, troede han først, det var en død. Men saa faldt det ham ind, at den skibbrudne laa højere oppe paa Strandbredden, end Bølgerne kunde have skyllet ham. Han maatte altsaa have været levende endnu, da han naaede Bredden. Frederik var da knælet ned, og havde aabnet hans Vams og lyttet til hans Hjerte. »Tog De ikke Kaptajnens Pengetaske af?« spurgte Martens. Frederik tænkte sig om. »Jo, naturligvis, den først og fremmest, ellers havde jeg jo ikke kunnet lukke Trøjen og Vesten op.«