50 havde indfundet sig for at drøfte det brændende Spørgsmaal — Tyveriet fra .den russiske Kaptajn. Næsten alle kendte de Werner eller Frederik personligt, og ingen vilde tro paa Knøsens Skyld. Ogsaa Endrus Stakulis talte højt om Frederiks Uskyldighed. Han vidste jo bedst af alle, hvem der havde taget Pengene, og han var ræd for at vække Mistanke ved at være den eneste, der mente ham skyldig. »Hej, Vært, nok et Glas Øl,« raabte han, overdøvende Larmen med sin ungdommelige, stærke Røst, mens han samtidig slog i Bordet for rigtig at vække Opmærksomhed. »Men De kommer til at give mig Kredit. Jeg faar først min Løn paa Lørdag, og jeg har ikke en rød Øre.« »Det var fiffigt sagt,« tænkte han ved sig selv, »Nu skal ingen falde paa at mistænke mig, naar jeg ikke en Gang har Penge til et Glas Øl.« »Det er godt, Endrus, du skal faa det,« svarede Værten og bragte Øllet. »Jeg ved jo, at du altid betaler, hvad du skylder, selv om det somme Tider varer lidt længe, inden du faar Mønt paa Lommen.«j " Han blinkede listigt med Øjnene og fortsatte: »Man siger, at du gør gode Forretninger ved Grænsen, naar du er hjemme.« »Det er, som man tager det,« svarede Endrus' muggent. — »Er det slaaet fejl for dig sidste Gang, hvad, du?« frittede Værten nysgerrig. »Hvad var det, du vilde bringe over?« »Aah, bare noget Tobak.« »Saa? Det kan ellers nok hetale sig.«