57 venter De med Betalingen,« endte han henvendt til Værten. »Javel — men bliv dog lidt endnu.« »Nej, nej, far vel.« Dermed rejste Endrus sig og gik hastig ud af Stuen. »Det er godt, jeg fik det at vide,« mumlede han. »Jeg skal nok holde mig borte fra Russeren. Men hvorfra skulde han for Resten vide, det var mig? — Saa Manden faldt i en Mose, da jeg forlod ham? — Hm! — Ja, han var jo rusende, ellers havde jeg aldrig faaet listet Penge og Ur fra ham — men dræbt ham, som de Tosser mener, har jeg da ikke.« Han gik hastigere til. »Den anden Historie er farligere, — den med Frederik,« fortsatte han sin Tankegang. »Sæt, Viktor sladrer af Skole — det gælder at give Mis- tanken til Frederik ny Næring — hov, nu ved jeg det!'« afbrød han sig selv. »Det er ganske vist en lumpen Streg, og jeg vilde ønske, det gik ud over en anden. Frederik har jo aldrig gjort mig noget. Men — enhver er jo sig selv nærmest.« I Værtshuset blev man ved at prate og tog ogsaa Kortene frem, indtil en af Spillerne fik Øje paa den russiske Matros, som stod i Døren og saa sig søgende om. »Kom, sæt dig her! Vi kan rykke lidt sammen,« raabte hans Ven fra Gaarsdagen, men idet han vilde rejse sig, stødte han paa en lille Tingest. ;.j Han bøjede sig ned og tog den op. »Et Sølvur! Hvis er det?«