59 SYVENDE KAPITEL. Alt Haab ude? »Vil De stadig ikke i Land, Werner?« spurgte Opsynsmanden, da den unge Dykker ogsaa i sin anden Hviletid lod Baaden sejle upaaagtet tilbage. Frederik, der saa bleg og forvaaget ud, rystede kun paa Hovedet. Opsynsmanden gik et Par Gange frem og tilbage, saa blev han staaende og lagde Armen om Knøsens Skulder. »Tag Dem det dog ikke saa nær, kære Werner, det er jo noget dumt Tøjeri alt sammen.« »Ikke for mig,« imødegik Frederik stille og bøjede Hovedet. Den anden vilde sige noget, men fandt ingen Ord, der rigtig kunde batte, derfor klappede han kun Ynglingen nok en Gang opmuntrende paa Skulderen og gik fra ham. Frederik satte sig paa en Tovrulle og slog sin latinske Grammatik op, mens han vemodig tænkte paa den glade Skoletid. Paa Slaget tolv kom Jollen igen. Den unge Dykker lukkede Bogen, og saa dybt var han inde i sine sørgelige Tanker, at han gik ned i Jollen uden at tage sin anden Jakke paa. »Naada, Werner,« udbrød Opsynsmanden. »Aah, det glemte jeg helt,« svarede Frederik og blev rød i Hovedet. Det var jo den pinlige Undersøgelse, der altid skulde gaaes igennem, inden Dykkerne gik fra Borde. Frederik steg derfor atter op i Dykkerbaaden,