65 »Men, Far, jeg kan da ikke kaste Mistanke paa mine Kammerater saadan uden Spor af Bevis.« »Sandt nok,« brummede Werner. »Vi maa tænke nærmere over Sagen. Men spis nu først og kom lidt til Kræfter. Direktøren vil saamænd ikke tvivle om din Uskyldighed.« »Tror du ikke?« spurgte Frederik lettet. »Det skulde bare mangle, du, som er Ven med hans egen Søn og har været hos ham de hundreder af Gange,« mente Moderen. Da Opsynsmanden lidt efter kom for at hente Frederik op til Direktøren, var den stakkels Yngling ikke mere saa tung om Hjertet og gik frejdig af Sted. Direktøren var ligefrem blevet forfærdet over Opsynsmandens Klage, og for første Gang tvivlede han et Øjeblik om Frederiks Ærlighed. Men han søgte at blive Mistanken kvit. Hvad skulde have bragt den ellers saa paalidelige Knøs til en saadan Uærlighed? Og vilde det ikke være en utrolig Dumhed at tage Ravet netop nu, da han var mistænkt for Tyveriet fra Kaptajnen? »Men det er dog et mærkeligt Tilfælde, at han just i Dag søgte at slippe for Undersøgelsen,« vedblev Direktøren sin Tankegang. »Og har man ikke ogsaa hørt, at selv drevne Forbrydere kan gøre Dumheder, som leder til deres Opdagelse? Hvor meget mere kunde da ikke et uerfarent ungt Menneske som Frederik gøre det?« Direktøren kunde ikke faa sig selv til at tro Ravdykkeren. 5