Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
19 § 8. Lagmandshvervets Udvikling i Sverige,
stillede sine tidligere Fagfæller i Skyggen og blev «Lagmanden»
— den Lovkyndige — xar e^o/rjv, maatte uvilkaarlig Ansvaret
for den forhen jævnsides paa adskillige Lærere spredte
Undervisning i den gjældende Lov og Ret ligeledes fortrinsvis falde
over paa ham, og da hans, af vigtige offentlige Gjøremaal mere
og mere optagne Tid ikke længer tillod ham, endog i øget
Udstrækning, at følge den gamle Undervisningsmaade, er han tyet
til at koncentrere denne i et, den forsamlede Almenhed paa
Hovedthinget meddelt Retsforedrag, som herigjennem efterhaanden
antog Karakteren af en officiel, mundtlig Lovkodifikation. I et
Par af de vigtigste Landskaber havde Sagnet ogsaa fastholdt
Navnene paa Lagmænd, der ansaaes 1 denne Retning at være
gaaede foran. I Vestergøtland sagdes saaledes den hedenske
Lum «at have husket og gjort en stor Del af vore Love-»,
hvorfor disse ogsaa benævnedes «Lums Love», og paa samme
Maade tilskrev man i Uppland de ældste Bestanddele af
Lagsagaen, de saakaldte «Vigers flokkar» («Vigers lagsaga») en
Lagmand Vig Spa, om hvem det ligeledes hed, at han var «hedensk i
hedensk Tid»1. Den fyldigste Udtalelse om Lagsagaens
Afholdelse findes forøvrigt i Indledningsordene til Smaalandsloven
(Kap. 2), hvilke lyde: «Nu skulle Mænd til Things fare og vor
Lagsaga høre; høre de, som her ere, og sige dem, som hjemme
sidde; men vor Lagsaga hun begynder saaledes:» I samtlige
egentlige, svenske Landskaber tør den angivne Udvikling
forholdsvis tidligt være gjennemgaaet. Ogsaa til det halvt norske
Landskab Jæmteland, der dog først fra Aaret mi af i verdslig
Henseende endelig gav sig ind under Norge, medens det
derimod vedblev at tilhøre den svenske Kirke, sees den samme
Ordning at have strakt sig; i fuld Overensstemmelse med
Forholdene i det øvrige Sverige optræder dersteds som
Høvding en navngiven Lagmand2 paa en Tid, da de norske
Lagmænd endnu maa have indtaget en langt mindre
udpræget Stilling. — Et Spørgsmaal turde det ligeledes være,
om det ikke netop er den svenske Lagsaga, der paa
Island er bleven fulgt som et for de nyorganiserede Forhold
paa Øen anvendeligt Forbillede. Samfærdselen navnlig med
1 Vestgötal. IV 14; — Upplandsl. Præfatio.
2 Saga Olafs konungs ens helga. Kristiania 1853, Kap. 131.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
