Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
24
§ II. Lagmændenes og Lovsigemandens Autoritet. 24
lision mellem Lagmændenes Lovudsagn være udelukket.
Derimod erfares det af de Vestgøtaloven vedføiede Efterretninger
om Vestergøtlands Lagmænd, at ikke enhver af disse formentes
i sit eget Landskab at have sagt ret Lov1. Men noget andet
institutionelt Middel mod en saadan Misbrug af Stillingen end
Valget af en paalideligere Efterfølger og dennes Gjenoptagelse
af, hvad tidligere var bleven lært, antydes ikke. Paa Island
betragtedes Lovsigemændene saa fortrinsvis som Lovenes
Op-bevarere, at en berømt Sagafortælling kunde lægge en af dem i
Munden den Yttring, at han ikke havde troet, at nogen anden
dalevende havde kjendt den i et vist omspurgt Tilfælde
anvendelige Retssætning end ham selv2. Af den samme Skildring
fremgaar det ligeledes, at Lovsigemandens Erklæring om, hvad der
var Ret, i det mindste faktisk erkjendtes for bindende. Paa
den anden Side gjordes det ham i Loven selv, med til Hensyn
til hans Lovsaga, til Pligt i Tilfælde af Usikkerhed paa et eller
andet Punkt at raadføre sig med «fem eller flere» Lagmænd.
Heraf kan sluttes, at der i de lovkyndige Kredse vedligeholdt
sig en Retstradition, der maatte virke som umiddelbart
Kontrolmiddel overfor Lovsigemanden saavel i berigtigende som i
udfyldende Retning. Selv efter at Lovene vare blevne .optegnede,
beholdt Lagmændenes Udsagn sin Egenskab af supplerende
Retskilde, forudsat at de ikke kom i Strid med den (af
Lovsigemanden foredragne) skrevne Ret3. Endelig er det at mærke,
at det tilkom Islands lovgivende Forsamling, «Lagretten», ikke
alene ved sin Nærværelse under Retsforedraget at vise sin
Tilslutning til dettes Indhold, men ogsaa i Tilfælde af Tvist om
Lovens Forstaaelse og Anvendelse i sidste Instants at
tilkjendegive, hvorledes den vilde have den forstaaet4.
1 Om en af dem siges det, at han var «vrangvis og for sin Vrangheds
Skyld kastede han ind i vor Lov mange Uretter og Kroge og onde Paafund».
2 Niåla Kap. 143.
3 Grågås, Konungsb. Kap. 116, 117
4 K. Maurer: Die Rechtsrichtung.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
