Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Skattepaalæg i Norge, Bestemmelsernes Varighed.
lægge Told, for en Misforstaaelse af Grundloven; dog ansaas
denne Misforstaaelse saa undskyldelig, at den ej kunde paadrage
den tiltalte Statsraad nogen Straf. Kongen protesterede mod
denne Dom og har senere i et Tilfælde, nemlig ved provisorisk
Anordning af 20 Febr. 1852 forhøjet et Toldpaalæg, uden at
Odelstinget gjorde nogen Indvending derimod. Men dette
havde sin Grund i særegne Omstændigheder. Da man i Norge
indførte Drawback paa Indførselstold af Raasukker, som i raffineret
Tilstand udførtes til Sverige, var dette Sukker der blevet belagt med
højere Told, end Mellemrigsloven tillod, og til Modvægt herimod
var det, den nævnte provisoriske Anordning paabød en tilsvarende
Forhøjelse af Indførselstolden paa svensk Raffinade i Norge.
Den foranledigede, at de ældre Regler bleve gjenindførte i
begge Riger.1
S. I Norge er det ikke ligesom i Danmark blot
Bemyndigelsen til at opkræve Skatten, men selve Skattepaalægget,
der bortfalder ved hvert Finantsaars Begyndelse, saafremt ikke
Skattepaalægget af Storthinget udtrykkelig fornyes.
N. G. § 75 a medfører imidlertid ikke, at alle Skattevæsenet
vedkommende Love ere undergivne denne Tidsindskrænkning.
For at de Skatter, der paalægges for Budgetterminen, virkelig
skulle indkomme, maa der haves Bestemmelser om, hvem der
skulle udligne dem, hvad private Personer have at foretage eller
undlade, for at Statens Tjenestemænd kunne beregne og indkræve
Skatterne, om disses Forfaldstid, om Straffen for Overtrædelser
af alle disse Forskrifter, om Rettergangsmaaden i de heraf
opstaaede Sager med videre. Disse Bestemmelser kunne alene
gives som Love og gjælde, medmindre de undtagelsesvis selv
anderledes bestemme, indtil de ved ny Lov igjen ophæves.
Herom har man altid været enig. Derimod har det været
Gjenstand for Meningsforskjel, om ikke Lovgivningen, naar den
kun levner hvert enkelt Storthing frit Valg mellem de forskjellige
Skattefundamenter og fri Adgang til at paalægge hvert Slags
Skat med saa højt eller saa lavt Beløb, det finder forgodt, kan
give staaende Regler saavel angaaende Skattefundamenterne, det
vil sige Betingelserne for Pligten til at erlægge Skat, som
angaaende Maalestokken for Afgiftens Beregning. Dette maa
1 Aschehoug, II, 106—109.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
