Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
2 2
§ 26. Finantserne; Statens Indtægter.
Forskrifter bortfalde. Forsaavidt de have andet Øjemed, end det
rent fiskale, at skaffe Staten Indtægter, hvile de paa Kongens
økonomiske Lovgivningsmyndighed efter S. R. F. § 89 og forblive
da i Kraft.1
Endvidere antages det, at Kongen og Rigsdagen i Forening
kunne træffe Bestemmelser, som hindre kommende Rigsdage fra
at forhøje de i S. R. F. § 60 omhandlede Bevillninger ud over
en fastsat Grændse. Dette er sket ved Fr. om
Runkelroesukker-akcisen af 15 Okt. 1869, der ordnede denne Afgift saaledes,
at den gjennem sukcessive Paalæg hvert tredje Aar skulde stige
fra Vs af Sukkertolden til dennes fulde Beløb. Hensigten
hermed er at betrygge Næringsvejene mod uforudsete og trykkende
Betyngelser.2 Det kan vel saaledes siges, at Skattefritagelser i
Sverige altid kunne bestemmes ved staaende Forskrift, selv om
de ej skulle være af kontraktmæssig Natur.
14. Af de før meddelte Forklaringer fremgaar, at Kongen
i en og samme Forordning om en vis Art Bevillning ofte
indtager alle Slags denne Bevillning vedkommende Forskrifter uden
Hensyn til, hvorvidt de kunne gives alene af ham selv, alene af
Rigsdagen eller alene af begge i Forening, og ligeledes uden
Hensyn til hvorvidt de blot kunne gives for
Statsreglerings-perioden eller som staaende Regler. Denne Sammenblanding af
konstitutionelt forskjelligartede Forskrifter i en og samme
Forordning synes at være foranlediget af Rigsdagen. Denne
bruger nemlig regelmæssigt at gjøre alle de Beslutninger, den
samtidigt har fattet angaaende en Bevillning, til Gjenstand for
en eneste Expedition uden Hensyn til, om nogle af dem ere
gyldige uden Kongens Sanktion, medens andre af disse
Beslutninger tiltrænge saadan eller endog blot indeholde Anmodninger
til ham. Følgen deraf er, at Spørgsmaal om, hvorlangt Kongens
Sanktionsret i disse Sager strækker sig, i en Mængde Tilfælde
ikke bliver vakt og Strid mellem Statsmagterne saaledes
und-gaaet. Paa den anden Side forblive de Tvivl, Regjeringsformen
herom efterlader, ved denne Fremgangsmaade for en stor Del
uopklarede. Det er derfor vanskeligt at komme paa det rene
1 Rydin, II, Afd. 1, Side 150 —152.
2 Rydin, II, Afd. 1, Side 128—129.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
