Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
278
§ 28. Statens Udgifter.
antages det endvidere, at Lovgivningen kan bestemme, at en vis
Indtægt skal anvendes til et vist Slags Udgifter, saaledes at
Beløbet herved unddrages Storthingets bevilgende Myndighed.1
3. Saafremt retlig Forpligtelse til at udrede en vis Udgift
ikke paaligger Staten, maa Kongen ikke lade Beløbet udbetale
uden Hjemmel i en Bevilgning af Storthinget.
At bevilge vil sige at tillade.2 Naar Storthinget har
bevilget en vis Udgift f. Ex. til at bygge en Fæstning, kjøbe en
Skov, anlægge en Telegraflinie, saa har det derved kun
bemyndiget Kongen til at anvende det bevilgede Pengebeløb til den
paatænkte Foranstaltning, ikke paalagt ham at udføre denne.
Er det fornødent for Statens Tarv at træffe den offentlige
Foranstaltning, til hvilken Storthinget har bevilget Midler, saa kan
den kongelige Raadgiver, som bærer Ansvar for, at
Foranstaltningen undlades, naturligvis idømmes Straf, se Ansvarlighedslov
7 Juli 1828 § 2 b. Men er Foranstaltningen ikke fornøden, saa
er han ansvarsløs. Dette gjælder ogsaa, om et Beløb er bevilget
som Gave eller Laan til en Kommune, Forening, Embedsmand
eller privat Person. Thi Storthinget kan ikke ensidigen stifte
Gjældsforpligtelser for Statskassen og kun ved Lov paalægge
Kongen at lade nogen Udgift udrede af denne. Spørgsmaalet
herom har været Gjenstand for Tvist mellem Statsmagterne og
i 1883 været sat under Paakjendelse af Rigsretten. Ved dennes
Dom bleve de Statsraadet", som havde tilraadet Kongen at nægte
Udbetalingen af bevilgede Midler, ikke dømte efter
Ansvarligheds-lovens § i e, som rammer de Statsraadet*, der have medvirket
til, at en Stortingsbeslutning er nægtet den Gyldighed, som
efter Grundloven tilkommer den. De bleve ikke engang dømte
efter Ansvarlighedslovens § 2 b, men kun efter Lovens § 6,
som i alt Fald nærmest maa have tænkt paa Statsraadernes
almindelige Ansvar for landsskadelige Beslutninger. Spørgsmaalet
kan let komme under Paakjendelse af de almindelige Domstole,
nemlig hvis nogen Person, hvem det bevilgede Beløb var tiltænkt,
sagsøgte Regjeringen til at udbetale Beløbet. Men et saadant
Forsøg er aldrig gjort, udentvivl fordi alle forstaa, at det vilde
være frugtesløst.
1 Aschehoug, II, 165 —168 og 185. 4 Sammesteds Side 153—156.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
