- Project Runeberg -  Nordisk Retsencyklopædi / 1. Retskilderne og statsretten. Den nordiske Statsret ved T.H. Aschehoug /
290

(1878-1899) [MARC]
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

6

§ 28. Statens Udgifter.

at Regeringsformen ikke engang har levnet Rigsdagen Frihed
til at afgjøre, hvorvidt der skal bevilges Midler til uforudselige
Udgifter. S. R. F. § 63 paalægger nemlig hver Rigsdag i
saadant Øjemed at stille tvende Kreditiver til Kongens Disposition.
Ved Siden heraf tager den Tanke sig ud som en stor
Besynderlighed, at Rigsdagen skulde have Frihed til at nægte
hvilken-somhelst forudset og endog forud overtagen Udgift, uden Hensyn
til dennes Beskaffenhed. Den Lære, at enhver Rigsdag ved at
udelade en Udgift af Rigsstaten hindrer Kongen i at betale den,
vilde jo lede til, at Rigsdagen paa denne Maade ved ensidig
Beslutning kunde gjøre visse Bestemmelser i selve Grundloven
uvirksomme, hvilket navnlig gjælder om S. R. F. § 80, som
siger, at Krigsmagten skal forblive ved de med Landet og
Stæderne oprettede Kontrakter og Inddelingsværk, hvilke i sine
Hovedtræk skulle staa urokkede, indtil Kongen og Rigsdagen
finde det nødvendigt i Fællesskab at gjøre nogen Forandring
deri. Heraf flyder aabenbart, at de dertil inddelte Renter ikke af
Rigsdagen ensidigen kunne inddrages eller anvendes til noget andet
Øjemed. Det samme gjælder om Renter eller Tiender, hvorpaa
nogen ifølge endnu gjældende Standsprivilegium har Retskrav,
S. R. F. § 114, hvilken Bestemmelse især tjener til Beskyttelse
for Præsteskabet og andre til Ekklesiastikstaten hørende
Stats-tjeneres Lønninger.1 Men maa det saaledes nødvendigvis antages,
at Rigsdagens Eneraadighed over Statens Midler er undergiven
denne Indskrænkning, saa kan man følgerigtigen ikke blive
staaende herved. Det er uundgaaeligt, at den lovgivende Magt,
der efter S. R. F. § 87 tilkommer Kongen og Rigsdagen i
Forening, undertiden maa træffe Bestemmelser, som paaføre
Staten Udgifter, f. Ex. naar Fr. 16 Febr. 1864, § 19 Nr. 23
bestemmer, at Varetægtsfanger skulle underholdes paa offentlig
Bekostning. Disse Love kunne ifølge S. R. F. § 87 ikke forandres
eller ophæves uden paa den foreskrevne Maade af Konge og
Rigsdag i Forening, og man maatte derfor have uomtvistelig
Hjemmel i Grundloven for at kunne antage, at Rigsdagen ved
ensidig Beslutning skulde kunne gjøre dem uvirksomme ved Aar
efter Aar at nægte de til Iværksættelsen fornødne Midler. Det
er nok heller aldrig hændt, at Rigsdagen har forsøgt af egen

1 Naumann, UT, 199—206.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Dec 11 16:03:27 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/retsency/1-2/0306.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free