- Project Runeberg -  Nordisk Retsencyklopædi / 1. Retskilderne og statsretten. Den nordiske Statsret ved T.H. Aschehoug /
378

(1878-1899) [MARC]
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

94

§ 36. Forholdet til fremmede Magter.

Til at ophæve Traktater vil Kongen i Regelen ikke behove
Nationalrepræsentationens Samtykke. Undtagelsesvis kan dette
dog være nødvendigt, hvis han vil frafalde nogen Ret, Traktaten,
tilsikrer Riget, og for hvilken det har erlagt et af
Nationalrepræsentationen bevilget Vederlag. Dette synes at maatte
gjælde ikke mindre efter den svenske end efter den norske
Forfatning.

Over Retsforhold til fremmede Magter, der helt ud hvile
paa Folkerettens almindelige Grundsætninger eller paa folkeretlig
Hævd eller overhovedet ligge udenfor Rigets Lovgivnings
Herredømme, har Kongen baade i Norge og i Sverige en af
National-repræsentationerne uafhængig Raadighed. Dette gjælder for det
første om de Traktater, hvorved Kongen allierer sig med
fremmede Magter om en Ordning af andre Landes Anliggender f. Ex.
om den Deklaration, hvorved de forenede Riger tiltraadte
Traktaten af 8 Mai 1852 om Arvefølgen til den danske Throne, eller
om en fælles politisk Optræden ved Midler, som ligge inden
Kongens konstitutionelle Omraade f. Ex. Traktaten af 30 Nov.
1855 med Storbrittanien og Frankrige, hvorved Kongen
forpligtede sig til ikke at afstaa nogen Del af de forenede Riger til
Rusland, indrømme denne Magt nogen Rettighed over samme,
eller tillade at besætte nogen Del af Rigernes Territorier,
medens de to vestlige Stormagter paa sin Side forpligtede sig
til at yde væbnet Bistand mod ethvert Angreb fra Rusland paa
Sverige og Norge. Sætningen gjælder ogsaa om andre Traktater
angaaende reent folkeretlige Forhold, selv om de komme til at
faa Indflydelse paa private svenske og norske Borgeres
Rettigheder, f. Ex. Pariserkonventionen af 16 April 1856 om Søfart i
Krigstid. Kongen maa saaledes paa egen Haand traktatmæssigen
kunne vedtage nye Bestemmelser om, hvilke Gjenstande der
skulle betragtes som Krigskontrabande.

S. R. F. § 78 forbyder udtrykkeligt fra Riget at adskille
nogen Del ved Salg, Pantsættelse, Gave eller paa anden
Maade. Det samme Forbud ligger indirekte i N. G. § 1, som
siger, at Riget er udeleligt. Forbudet gjælder kun frivillige
Af-staaelser og er selvfølgelig ikke til Hinder for, at nogen Del af
Rigerne afstaaes ved en paatvungen Fred. Hertil kræve disse
Grundlove ikke Samtykke af Nationalrepræsentationen. Derimod

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Dec 11 16:03:27 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/retsency/1-2/0394.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free