Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
420
§ 42. Den dømmende Magts Organisation. 41 I
Den norske Højesteret kan ikke deles i flere samtidigt
dømmende Afdelinger, men ikke alle dens Medlemmer behøve at
deltage i Paakjendelsen af enhver Sag. Det er altid nok, naar
7 deltage. De øvrige kunne fritages.
Da den norske Højesteret saaledes udgjør en Enhed, kan
det ikke bestemmes, at den i visse Slags Sager skal tiltrædes af
Fagmænd som extraordinære Assessorer. . Herfra er der dog
gjort en Undtagelse for Krigsretssager, i hvilke Højesteret skal
tiltrædes af tvende høje Officerer, hvem Kongen tilforordner,
N. G. § 89. Adgangen til at indanke Krigsretsdomme for
Højesteret er betinget af, at Sagen angaar Liv, Ære eller
Frihedstab for længere Tid end 3 Maaneder, og ophører i Krigstid at
være en grundlovmæssig Nødvendighed.
N. G. § 88 siger, at Højesteret dømmer i sidste Instants.
Denne Paragraf maa have til Hensigt at fastsætte noget mere,
end at Højesteret, naar den dømmer, dømmer i sidste Instants,
og at dens Domme ere urokkelige, thi dette er særskilt udtalt i
§ 90, som siger, at Højesteretsdomme i intet Tilfælde kunne
paaankes eller underkastes Revision. Da nu N. G. § 20 i sin
oprindelige Skikkelse syntes at forudsætte, at enhver Straf maatte
kunne paaankes til Højesteret, har det sandsynligvis ligget
Grund-lovsforfatternes Tanke nærmest, at enhver Dom, der ikke ved
Gris. §§ 86 og 89 var undtagen, skulde kunne indbringes for
Højesteret. Men denne Forstaaelse af Grundloven vilde under
de norske Procesformer have været omtrent umulig at
gjennemføre. Baade Statsmagterne og Domstolene have derfor været
enige om, at Grundloven ej er til Hinder for at udelukke mindre
vigtige Sager fra Appel til Højesteret. Derimod maa det
fastholdes, at intet Slags Sager paa Grund af deres ejendommelige
Beskaffenhed kan udelukkes fra Højesteret.1 Dette har vistnok
ikke altid staaet klart for Lovgiveren. Saaledes undtager Lov
6 Juni 1863, § 131, ubetinget de Beslutninger fra Appel, ved
hvilke Konkursretten stadfæster en tvungen Akkord. Men dette
er urigtigt. Grundloven har aabenbart villet henlægge den
dømmende Magt til Højesteret i sidste Instants, og tænkt at
opnaa denne Hensigt ved § 88. Derved betrygges baade
Retsplejens Enhed og den konstitutionelle Kontrol. Thi af Dommer-
1 Aschehoug, III, 298—300; Getz, Om Paaanke til højere Ret, Side 40—41.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
