Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
422
§ 43- I-*1311 dømmende Myndigheds Grændser.
Autoriteter, hvad deres Embedsførelse angik, skulde staa under de
almindelige Domstole, hvorimod Klager over saadanne
Embedshandlinger skulde andrages hos Kongen, som enten umiddelbart
vilde forhjælpe Klageren til sin Ret eller henvise Sagen til
Paa-kjendelse af en dømmende Kommission. Dette udtaltes for første
Gang ved Instruxerne for Kjøbenhavns og Kristianias Magistrater
af 28 Aug. 1795 §’ 29 og 14 Sept. 1798 § 26, hvor det ganske
urigtigen siges, at Sætningen var hjemlet allerede ved Chr. V’s
D. L. i—2—8, N. L. i — 2—6. Meningen meel denne Sætning
var, at Domstolene ikke af egen Magtfuldkommenhed kunde
prøve Gyldigheden af Øvrighedens og overordnede administrative
Autoriteters Beslutninger.1 En privat Person, som ansaa sig
forurettet ved en Øvrigheds Beslutning, havde ingen anden Udvej
end at paaanke Beslutningen til højere administrative Autoritet,
som i administrative Former, altsaa uden Rettergang, afgjorde,
hvorvidt hans Klage skulde tages til Følge eller henlægges. Var
han misfornøjet med den højere administrative Autoritets
Afgjørelse, kunde han indgaa til Kongen med Ansøgning om Hjælp.
Men uden kongelig Bevilgning kunde han ikke anlægge Sag mod
vedkommende Øvrighed for at faa dens Beslutning omgjort eller
for at faa den Embedsmand, som havde afgivet denne, idømt
Straf eller Erstatning. Og saafremt en i andet Øjemed anlagt
Sags Udfald beroede paa, hvorvidt en Øvrigheds eller højere
administrativ Autoritets Beslutning var lovlig eller ikke, skulde
Domstolene behandle den som gyldig, hvor lovstridig dens
Indhold maatte være. Domstolene kunde end ikke tage under
Paakjendelse, hvorvidt elen Sag, Beslutningen angik, hørte til en
Art af Sager, som ved Lov var henlagt under Øvrigheden.
3. I Norge har der aldrig været nogen Tvivl om, at dets
nugjældende Grundlov medførte en gjennemgribende Forandring
i Domstolenes Stilling til den udovende Magt. Det anerkjendes
nu fuldt ud, at enhver, som tror sin lovlige Ret krænket, altid
kan bringe den retskrænkende Handling under Paakjendelse af
Domstolene for ved deres Bistand at erholde den Oprejsning, der
efter Loven tilkommer ham, og det selv om Handlingen er
foretagen af en administrativ Autoritet, høj eller lav. Dette er ud-
’ Ørsted* Haandbog, 11, 34—35, III, 15—26, VI, 532—543; Aschehoug,
III, 330—336, Norsk Retstid. 1884, Side 96—98.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
