- Project Runeberg -  Nordisk Retsencyklopædi / 1. Retskilderne og statsretten. Den nordiske Statsret ved T.H. Aschehoug /
426

(1878-1899) [MARC]
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

426

§ 43- I-*1311 dømmende Myndigheds Grændser.

Lovgivnings Bestemmelser eller Grundsætning vare endelige.
Den danske Højesteret har imidlertid hævdet den modsatte
Anskuelse. Den har saaledes antaget, at Toldvæsenet
fremdeles afgjør Fortoldningsspørgsmaal med bindend e Virkning for
Parterne, og det uagtet en saadan Retsregel ikke er udtrykkelig
udtalt i Fr. i Febr. 1797, Afd. 1, Afsnit 4. Det er fremdeles
antaget, at de i Fr. i Okt. 1802, § 43 anordnede Amts- og
Kjøbstadkommissioners Beregninger af Ejendomsskatten ikke
kunne prøves af Domstolene, ja endog at disse ikke kunne
indlade sig paa at afgjøre, hvorvidt en af Øvrigheden opnævnet
Skjønsmand er habil.1 Paa samme Opfatning af Grundloven
har Lovgivningen bygget flere af sine Bestemmelser, f. Ex. Lov
om Krigsskat af 21 Marts 1864, § 17, som henlægger
Afgjø-relsen af alle Spørgsmaal om Skatteansættelsen, ja endog om
Skattepligten til Overligningskommissionerne eller
Indenrigsministeren. Stempletpapirsloven af 19 Febr. 1861, § 87, Lov om
Politisager af 11 Febr. 1863, § 3, og Lov af samme Dato om
Politiets Omordning, § 15 have endog tillagt vedkommende
Minister og Politidirektøren i Kjøbenhavn Ret til i visse Tilfælde
at ilægge virkelige Straffe.

Omtvistet er det derimod, naar det kan antages, at
Lovgivningen virkelig har villet forbeholde Administrationen den
endelige Afgjørelse af Retstvistigheder, hvor dette ikke
udtrykkelig er blevet sagt. Efter nogles Mening maa
Formodningen altid være for, at Lovgivningen har villet forbeholde
Domstolene den endelige Afgjørelse af rene Retstvistigheder.2
Andre lære, at dette Lovfortolkningsspørgsmaal maa løses efter
det foreliggende Retsforholds ejendommelige Natur og
Lovgivningens Analogier. De antage saaledes, at Afgjørelsen af
en Retstvist under Lovgivningens Tavshed maa tilkomme
Domstolene, naar den drejer sig om Ejendom, Gjæld, Arv eller
andre rent privatretlige Forhold, derunder dog ej indbefattede
de Øvrighedens særlige Tilsyn underlagte familieretlige Forhold.
Paa den anden Side kan det efter den danske Lovgivnings
Grundsætninger ingenlunde opstilles som Regel, at alle
Spørgsmaal om Anvendelsen af den offentlige Rets Forskrifter med

1 Højesteretslidende, IV. 760; V, 536; IX. 263 og X, 150.

3 Scheel, Privatrettens alm. Uel, § 149; Matzen, III, 222—223 og 225 — 226.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Dec 11 16:03:27 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/retsency/1-2/0442.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free