Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Domstolenes Stilling til den lovgivende Magt.
433
loven ikke var forenelig med dennes virkelige Villie, men dog
ikke kunde siges at staa i aabenbar Strid med dens Ord.1 Denne
Mening er imidlertid uholdbar. Dersom Domstolene overhovedet
ere beføjede til at afgjøre, hvorvidt en Lov er grundlovmæssig
gyldig, saa kunne de ikke være bundne ved Grundlovens Ord,
men alene ved dens virkelige Villie. Maa de opretholde en Lov,
der strider mod Grundlovens Ord, men ikke mod dens Villie,
saa maa de omvendt nægte at anvende en Lov, som strider
mod denne, men ikke mod hine.
En saadan Beføjelse for Domstolene er en ligefrem Følge
deraf, at Grundloven ikke kan forandres uden paa den i § 112
foreskrevne Maade, samt at den har sat den dømmende Magt
ved Siden af den lovgivende og udøvende og uden
Indskrænkning tillagt Domstolene, navnlig Rigsretten og ellers Højesteret
i sidste Instants den dømmende Myndighed. Grundloven er mere
forbindende end andre Love, og den Omstændighed, at den er
bleven tilsidesat af Statsmagterne, kan ikke fritage Domstolene
for deres Pligt til at følge den. I Norge er der desuden en
særegen Grund til at tillægge Domstolene saadan Myndighed,
nemlig for det Tilfælde, at Storthinget har fattet en
Lovbeslutning efter N. G. § 79, men som Kongen nægter at sanktionere,
fordi han anser den grundlovstridig. Paa den anden Side er
enhver mulig praktisk Betænkelighed ved den omhandlede
Ordning af Forholdet mellem den lovgivende Magt og de
almindelige Domstole fjernet ved N. G. § 86, som tillader Odelstinget
at sætte Højesterets Medlemmer under Rigsretsanklage for
Embeds-forbrydelser.
I det praktiske Statsliv har det derfor i Norge længe været
antaget, at Domstolene kunne nægte at anvende en Lov eller
Storthingsbeslutning, som strider mod Grundloven, eller, hvor
Loven krænker Individets af Grundloven beskyttede
Formuerettigheder, tilkjende de skadelidende Erstatning. Denne
Opfatning kom allerede tilsyne paa Storthinget i 1821 under
Forhandlingerne angaaende Adelsloven, og blev i et andet Anliggende
gjort gjældende af Højesteret ved en Dom af 1822. Af senere
Domme, som ere byggede paa dette Princip, fortjener især at
nævnes en Dom af 27 April 1841, hvorved Højesteret i Henhold
1 Stang, Side 546—549, Dunker i Ugeblad for Lovkyndighed, VIII, 397.
Nordisk Retseneyklopædi. I. 2. 28
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
