Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Mistillidsadresser efter S. R. F. § 107.
451
§ 63 sende Sagen tilbage til Konstitutionsutskottet til ny
Betænkning. Men fastholder Utskottet sin Beslutning ingen
Anmærkning at gjøre, er Sagen dermed til Ende, og Rigsdagen kan da
ikke træffe nogensomhelst Foranstaltning til Fjernelse af den
kongelige Raadgiver, med hvem den er misfornøjet.1 Er noget
af Kamrene uenigt i en Betænkning, hvori Konstitutionsutskottet
har givet de kongelige Raadgivere Decharge, har det undertiden
taget sig fore at udtale dette ved udtrykkelig Beslutning.
Kammeret maa vel siges derved at overskride sin
grundlovmæssige Kompetence.2
Den egentlige Tanke med S. R. F. § 107 synes at have
været, at Konstitutionsutskottet, hvis det overhovedet vilde gjøre
Anmærkning mod nogen kongelig Raadgiver, ikke alene skulde
udtale dette utvetydigt, men ogsaa rette Anmærkningen mod
hele hans Embedsfærd, ikke mod enkelte af hans
Embedshandlinger. I Praxis har man imidlertid taget Tingen ganske
anderledes. Da det ikke er Utskottet, men Rigsdagen, som kan
beslutte Mistillidsadresse til Kongen mod en Minister, og da en
saadan Udtalelse af Mistillid altid maa bygges paa bestemte
Kjendsgjerninger, var det uundgaaeligt, at Utskottet, naar det i
sin Dechargebetænkning gjorde Anmærkning mod en kongelig
Raadgiver, maatte fremdrage flere eller færre Kjendsgjerninger
som Grunde for Anmærkningen. Dette har ledet til, at Utskottet,
naar det finder nogen Regjeringshandling dadelværdig, i sin
Betænkning udpeger denne, og hvem der staar for Ansvaret,
uden at det altid udtrykkelig udtaler sig om, hvorvidt det paa
Grund af denne eller andre Handlinger gjør Anmærkning mod
ham. Undertiden har det endog udtrykkeligt tilføjet, at det
ikke finder, at den udpegede Handling afgiver tilstrækkelig
Grund til Anmærkning. Herved kommer altsaa den kongelige
Raadgivers Handling under Kritik i Rigsdagen, selv hvor denne
mangler Ret til at beslutte Mistillidsadresse mod ham efter
§ 107, noget som strider mod denne Paragrafs Hensigt.3
Paragrafen kommer sjeldent til Anvendelse og har ikke længere
1 Svedelius, Side 344—356; Naumann, IV, 290; Rydin, II, Afd. 2, Side 60.
2 Svedelius, Side 481 fif. er af modsat Mening.
3 En Fremstilling af den Fremgangsmaade, de forskjellige
Konstitutions-utskott have fulgt, findes hos Rydin, II, Afd. 2, Side 56—83.
29*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
