Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
9°
i. Almindelige personlige Betingelser for at arve.
Benævnelserne «arfvinge» og «ärfva» kun til Intestatarvinger,
medens de, der ere indsatte i Testamente, kaldes
«testamcnts-tagere» og siges at tage eller modtage Testamente. Ordet
«sterb-husdelegare, omfatter alle, som ifølge Loven eller Testamente
ere arveberettigede eller paa Grund af Ægteskab ere lodtagne
i Boet.
I den følgende Fremstilling er den sædvanlige dansk-norske
Udtryksmaade anvendt, saa at Benævnelserne «Arving>> «arve»
ere brugte som omfattende ikke blot Intestatarveforhold men
ogsaa testamentariske, og dette er for at undgaae Misforstaaelse
undertiden særligt bemærket. Hvor de nævnte Udtryk have en
mere indskrænket Betydning, eller skulle betegne egentlige
Arvinger i Modsætning til Legatarer, er dette i Reglen
udtrykkeligt angivet, forsaavidt der efter Sammenhængen kunde være Tvivl
om Forstaaelsen.
§ 1. De almindelige personlige Betingelser for at arve.
I Almindelighed kan enhver Person tage Arv. Forsaavidt
angaaer Udlændinge, er der dog i Norge og Sverige taget et
vist Hensyn til Gjensidighcd.1 I Norge kan Kongen nemlig
give almindeligt gjældende Bestemmelser om, hvorvidt de, der
høre hjemme i en Ståt, hvor Norges Indbyggere ikke nyde
Arveret lige med Landets egne, skulle være berettigede til at
1 Iler kan mærkes Bestemmelserne om Afdragsret (jus detractus) af den
Arv, som føres ud af Riget. Ifølge D. L. 5-2-76 til 79 og N. L. 5-2-77 til
80 (der iøvrigt ogsaa gjælde om Udførsel af anden Formue end Arv) skal først
erlægges en Sjettedel og dernæst en Tiendedel altsaa ialt 25 p. Ct. af Arven, og
ifølge Sv. L. 15: 2 A. B. en Sjettedel. Dette har imidlertid nu kun ringe
Betydning, da Afdragsretten er saa godt som afskaffet, idet dens Ophør er stipuleret
i en Mængde med fremmede Magter indgaaede Traktater. En Kgl. Kundgj. 15 Maj
1819 for Norge og Kgl. Kundgj. 9 Dec. 1818 for Sverige bestemmer, at Afgiften kun
skal erlægges af Indbyggerne i de Stater, hvor henholdsvis norske og svenske
Under-saatter maa udrede en saadan Afgift. Jvfr. nærmere C. E. Amdrup:
«Arveafgiften efter dansk Ret» (Kbhvn. 1873) P- 189, Hallager p. 210, D. Schøyen:
«Reglerne for Arveafgiften» i Norsk Ugeblad for Lovkyndighed m. m. II p. 225
og 233, Nordling p. 150.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
