- Project Runeberg -  Nordisk Retsencyklopædi / 2. Privatretten. Den nordiske Tingsret ved H. Matzen /
177

(1878-1899) [MARC]
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

§ 32- Servituter.

177

Alderstid. Dette følger af denne Erhvervelsesmaades almindelige
Karakter som i det Hele gaaende ud paa at legalisere gamle
Tilstande, og bestyrkes desuden særligt ved L.s 3-13-13 og 5-10-21,
der omtale servitutlignende Beføjelser som Gjenstand for
Alderstidshævd. D. L. 5-10-56, der opregner forskjellige Arter af Servituter,
som kunne hævdes i 20 Aar, nævner ogsaa kun synbare Servituter.
I Henhold til disse Grunde er det forlængst slaaet fast i den danske
Praxis, at de synbare Servituter erhverves ved 20aarig Hævd,
de usynbare ved Alderstidshævd, det vil sige derved, at
Raadig-heden faktisk er bleven udøvet som en Ret i et Tidsrum, der
gaar saa langt tilbage, at selv gamle Folk ikke kunne erindre,
at det har været anderledes, i hvilken Henseende man baade i
Theori og Praxis nøjes med, at Oplysningerne omfatte et
Tidsrum af henimod 50 Aar.1

I Norge indeholdt Loven ganske de samme Regler som i
Danmark. N. L. 5-5-3 og 4 ere nemlig ordret enslydende med D.
L. 5-5-1 og 2, men den norske Videnskab og Praxis fortolkede
Loven paa anden Maade. Det Ræsonnement, ved hvilket man
i Danmark indskrænkede 5-5-2 til kun at gjælde om de synbare
Servituter, fandt man ikke bindende. Der henvistes til, at det
Besiddelsesforhold, der fører til Ejendomshævden, ikke kan anses
som en stadig udvortes Tilstand, idet det faktiske
Raadigheds-forhold over en fast Ejendom efter sin egen Beskaffenhed meget
mere fremtræder i afbrudte Handlinger.’2 Derfor var det slaaet
fast, at den ved L.s 5-5-4 foreskrevne tyveaarige Hævd
var anvendelig paa alle positive Servituter uden Undtagelse.3
Denne Retstilstand førte til praktisk uheldige Resultater. For
at bøde paa disse udkom Loven af 23 Maj 1874,4 som giver
den Hovedregel, at fra 1 Januar 1875 usynbare Servituter
ikke mere skulle kunne erhverves ved 20aarig Hævd. Her-

1 Scheel II, 105 ff.: U. f. R. 1876, 379.

2 For den norske Fortolkning kunde der maaske ogsaa hentes et Argument fra
den Lydelse, som N. L. 5-5-4 havde faaet i det oprindelige norske Udkast, se
Aubert de norske Retskilder 348—49.

3 I Brandts Tingsret 461 findes den Opfattelse, at kun de for bestandig
stiftede Servituter kunne hævdes. At en i Tid begrændset Servitut kan hævdes,
har den Betydning, at Mangler ved Adkomsten ad den Vej kunne hæves.

4 Jfr. Brandt 463.

Nordisk Retsencyklopædi. II. 12

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Dec 11 16:03:54 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/retsency/2-2/0191.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free