- Project Runeberg -  Nordisk Retsencyklopædi / 2. Privatretten. Den nordiske Obligationsret ved G.W. Gram /
33

(1878-1899) [MARC]
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

§ 12. Fortsættelse. Vildfarelse. Svig. Tvang.

33

Skade, saafremt han ikke indsaa eller burde have indseet
Vildfarelsen. Erstatning kan — ialfald efter Enkeltes Mening —
kræves, selv om Vildfarelsen ikke kan tilregnes Vedkommende
som Uagtsomhed, idet dog isaafald Ansvaret indskrænker sig til
at godtgjøre den ved selve Kontraktsafslutningen bevirkede Skade
(den saakaldte negative Kontraktsinteresse).1

I Modsætning til den ovenfor gjengivne Opfatning er det af
Andre gjort gjældende, at Kontrakten først da ophører at være
forbindende for den, der har svævet i Vildfarelse, naar
Medkontrahenten maatte forstaa, at den feilagtige Forudsætning har
været et afgjørende Motiv for hin til at indgaa Kontrakten.
Væsentlig i Overensstemmelse hermed er Spørgsmaalet blevet
løst med Udgangspunktet hentet fra Grundsætningen om, at
Villieserklæringer forpligte i den Udstrækning, hvori de hos den
anden Part have vakt en berettiget Forventning. Af dette Princip
er nemlig udledet, at en paa urigtige faktiske Forestillinger
grundet Villieserklæring maa være bindende for den, der har
afgivet den, saafremt ikke den anden Part maatte kjende den
Forudsætning, hvorfra den Erklærende gik ud, og desuden
maatte indse, at denne Forudsætning var i den Grad væsentlig,
at den vilde have været gjort til Gjenstand for et Forbehold,
hvis den, der har givet Erklæringen, havde været foranlediget
til at udtale sig derom.2

Hvad enten den ene eller den anden af disse Opfatninger
gives Medhold, maa det for Spørgsmaalet om Villieserklæringens
bindende Kraft være ligegyldigt, om Vildfarelsen er tilstede hos
en enkelt eller hos begge Parter. Heller ikke faar det i
Henseende til dette Punkt nogen særskilt Betydning, at den urigtige
Forudsætning er fremkaldt ved den anden Parts svigagtige3
eller uagtsomme Adfærd. Denne Omstændighed kan saaledes
ikke bevirke, at Vildfarelse angaaende mindre væsentlige Punkter
skulde gjøre Retshandelen uforbindende for vedkommende Part.

1 Gram II, i, S. 181 — 182, Hallager-Aubert I, 51 — 52, Aubert S. 102 ff.

2 Lassen, Alm. D. S. 44 ff., Aagesen, Den romerske Privatret I, S. 294 ff.,
Hagerup, Om Kjøb og Salg S. 92, Hindenburg, Om Kjøb og Salg S. 49,
Nord-ling, Anteckningar S. 148.

3 Om Medkontrahentens Svig se Gram II, I, S. 175 —178, Hallager-Aubert
I, S. 46—50, Lassen, Alm. D. S. 49—50, Schrevelius I, S. 146, Ørsteds Hdbg.
V, S. 99 — 104, Aubert S. 96 ff., Nordlmg, Anteckningar S. 148.

Nordisk Retsencyklopædi. II. 3

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Dec 11 16:04:07 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/retsency/2-3/0051.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free