- Project Runeberg -  Nordisk Retsencyklopædi / 3. Den nordiske strafferet. Almindelig Del ved C. Goos /
81

(1878-1899) [MARC]
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

81 § 15- Fortsættelse. Betingelserne for strafbar Meddelagtighed.



vetskap derom»).1 Derimod er det paa dette Omraade, at den eneste
Undtagelse fra Kravet om Forsæt, som de nordiske Straffelove
indeholde, forekommer, nemlig Regelen i sv. Sti. Kap. 3 § 10, der straffer
den, der «utan vetskap om brott, som annan föröfvat, honom till
handagatt pä sätt i § 9 sags, ändå at han haft skal att honom
miss-tänka». Trods Pladsen i Meddelagtighedskapitlet maa det efter den
nævnte Bestemmelse straffede Forhold dog formelt nærmest anses
opfattet som selvstændig Forbrydelse. En tilsvarende Bestemmelse
i det norske Udkast udgik som hørende til Politilovgivningen.2
I den ældre danske Ret var saadan mislig Erhvervelse af stjaalne
Koster vel straffet, se PI. 24 Septbr. 1841, men som en
selvstændig Forbrydelse, og denne Bestemmelse er nu ophævet ved
Straffelovens § 309.3

Om Konsekvenserne af Forsætsbetingelsen i forskjellige
Retninger, saaledes med Hensyn til Gjerningsmandens Exces og de
Spørgsmaal, der særlig opstaa ved psykisk Meddelagtighed, have
Lovene ikke givet udtrykkelige Bestemmelser, og det vil altsaa
ved ethvert af disse Spørgsmaal komme an paa, hvad Begreberne
og Lovgivningens Forudsætninger tilsige.4 Dette gjælder ogsaa
særlig med Hensyn til visse Tilfælde, som kunne opstaa ved
efterfølgende Meddelagtighed, og som faa Interesse, for saa vidt
Straffen for denne er sat i Forhold til Straffen for
Gjerningsmandens Hovedforbrydelse, naar nemlig den Meddelagtige
forudsætter en anden Forbrydelse end den, der virkelig er begaaet,
eller vel antager, at en Forbrydelse er begaaet, men ikke ved,
hvilken af flere det er. Mest udpræget fremtræder hint
Straffe-forhold i dansk Ret, for saa vidt der er Spørgsmaal om Anvendelsen
af § 55. At der her ikke kan være Tale om Ansvar i Forhold
til den større, virkelig begaaede, men ikke antagne Forbrydelse,

1 Schweigaard I, S. 222 o. ff., Lasson I, S. 208 o. ff., Ugebl. for Lovkyndigh.
1865 — 6, S. 264 o. ff., Carlén S. 60—I, Ørsted om Tyveri S. 77, Bornemann
S. Skr. III, S. 311 og Till. II, S. CX -CXI, Goos II, S. 429 o. ff., Motiv t. d.
Sti.s Udkast S. 81—2 og 296—7. Se for Danmarks vedkommende Domme i

II. R. T. 1869 — 70, S. 450 og 615, 1873—4, S. 582.

■ Carlén S. 62, Schweigaard I, S. 222—4, Lasson I, S. 209.
! Bornemann S. Skr. III, S. 173 —4, Motiv, til d. Sti.s Udkast S.
299.-* Bornemann S. Skr. III, S. 300, Till. II, XLV—XLVIII, LXXXI—
LXXXIII, Schweigaard I, S. 198, Lasson I, S. 188, Carlén S 51—52.
Nordisk Retsenoyklo|>ædi III. 6

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Dec 11 16:04:22 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/retsency/3-1/0087.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free