Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
§ 25. Straffens Bestemmelse ved Forbrydelsers Sammenstød.
243
gangspunkt udelukker, at flere Krænkelser af et og samme
Objekt, der abstrakt og efter Lovens Forbrydelsesbegreb kunde
opfattes som flere selvstændige Enheder, dog under visse
Betingelser rigtig maa opfattes som blot én Retsforstyrrelse i større
Kvantitet. Uomtvistet er dette f. Ex., naar Handlingerne øves in
continenti. Hvor langt den fortsatte Forbrydelses Omraade
rækker, er vel endnu stedse en Gjenstand for teoretisk Strid;
men ligesaa lidt som den norske eller svenske Straffelovs
almindelige Bestemmelser eller særlige Regler (n. Sti. Kap. 19 § 9,
Kap. 21 § 30, sv. Sti. Kap. 20 § 12) indeholde noget, der
nøder til at gaa ud over den rette, begrebsmæssige Grænse,
ligesaa lidt kan der af den danske Straffelovs Tavshed drages
nogen Slutning til, at denne Lov helt skulde forkaste Begrebet.1
Ved Fremstillingen af Reglerne for Straffebestemmelsen i
Sammenstødstilfælde maa i Overensstemmelse med Lovenes
Ordning det Tilfælde være det Centrale, hvor de flere Forbrydelser
ere Gjenstand for én Sag og én Dom (en lagforing).
Hensigtsmæssigt er det her at tage den danske Straffelov for sig, idet
dens hele Ordning fremstiller en anden Type end den, der er
fælles for den norske og den svenske Straffelov.
Som almindelig Norm opstiller d. Sti. § 62 den Regel, at
Straffen for de flere Forbrydelser, i hvilke nogen under samme
Sag findes skyldig, bliver «at fastsætte under et, saaledes at de
alle medvirke til atbestemmedensStørrelse.» Denne Regel, der
kun udelukker den mindre Strafs Absorption af den større, men
derimod er forenelig baade med en absolut og en modereret
Kumulation, faar sin nærmere Bestemmelse i Retning af den
sidstnævnte Ordning ved de i Paragrafens andet Stykke
indeholdte Begrænsninger af det Maximum, hvortil den samlede
Straf for de flere Forbrydelser kan stige. Dette Maximum ’ er,
naar Forbrydelserne alle staa under samme Straffebestemmelse,
dennes højeste Grad. Naar Forbrydelserne staa under
forskjellige Straffebestemmelser, er Maximum ordentligvis den højeste
Grad efter det Straffebud, som hjemler den største Straf; men
1 Schweigaard I, S. 269 o. ff., Lasson I, S. 376 o. ff., Backke om
Forbrydelsers Sammenstød S. 115 o. ff., (Ugebl. f. Lovk. 1862—3 S. 201 o. ff.)
Hagströmer a. Skr. S. 94 o. ff , Carlén S. 66 o. ff., Bornemann a. St. S. 385
o. ff., Mot. t. d. Sti s Udk. S. 98, Goos Forel. ov. St. R.s sp. Del S. 12, Note.
16*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
