Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - II. Otto Grundtvig (1704–1772)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Otto Grundtvigs börn.
33
det år. Noget ind i det nye år (d. 21. Febr.) fødte
Anna en sön, som den følgende dag efter
fastepræken blev døbt i kirken og kaldet Otto. En
gårdmandskone fra Sejrø bar det; blandt fadderne var
3 af Christians søskende: Johan, Ninne og Anna
Cathrine.
I sit ovennævnte brev til biskoppen taler Otto
Grundtvig om sine overvejelser og bekymringer med
hensyn til sönnens fremtid: »Jeg har nu ham og hans
hustru i huse og med dem tillige deres yngel«,
udbryder han med en vis bitterhed. Han har ikke godt
råd til at føde dem; »men hvor skal jeg hen med
disse elendige? At lade ham gå for lud og koldt vand,
tillader ikke et faderligt hjærte, helst da han har et
hurtigt hoved og lykkelig disposition til at lære.
Allernådigst oprejsning tör man vel ikke søge, inden de 2
år, som loven mælder, ere ekspirerede.« Men der var
måske dog et håb om, at det kunde lade sig göre.
Han tror, sönnen har fundet nåde hos Gud; hvis han
nu kunde få oprejsning, kunde han måske med tiden
få et lille levebrød »omend på den nederste trappe«.
Derfor var det meget vigtigt, om biskoppen vilde
anbefale ham til at få oprejsning inden 2 år.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
