Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Indledning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
uundværligere, jo længere Tid af Aaret Havet er aabent. Den kaldes
Kajakfangst, fordi der til den bruges Kajakker eller Baade, der kun ere
indrettede til een Person med alle til Fangsten hørende Redskaber.
Naar en Kajakmand sidder fuldstændig udrustet i sin Kajak, omgiver
denne tilligemed hans Klædedragt ham som et vandtæt Hylster, idet
kun Ansigtet er frit, han kan derfor trodse den høieste Søgang, kæntre
og reise sig ogsaa, og lade Søen bryde over sig, uden at det skader
ham, kort sagt ligge som en Søfugl paa Vandet.
Som et Jagtfolk have Eskimoerne ingen egentlige faste Boliger,
men nærme sig dog mere hertil, end andre Jagtfolk, da de dog have
Tilbøielighed til at holde sig til den samme Boplads om Vinteren. Men
om Sommeren reise de altid, og flytte omkring med deres Telte og
hele Bohave, der altsaa er indrettet til at de kunne bryde op og
bosætte sig andetsteds, naar det skal være, hvortil de benytte de større
Skindbaade eller saakaldte Konebaade. Berøringen med Europæerne
har kun frembragt saare ringe Forandring i denne Levemaade, og
saadan Forandring har i Gjennemsnit kun været til det Værre, nemlig
ved at gjøre dem endnu fattigere paa Bohave og Transportmidler.
Ligeledes er Forskjellen i Henseende til Levemaade, Sprog og
Folkekarakter saare ringe efter de forskjellige Egne af det store
Territorium, over hvilket de ere spredte. Efter hvad man tildeels allerede
har Exempler paa, kunde man flytte Grønlændere fra vore sydligste
Distrikter, hvor Havet næsten altid er aabent, op til Smiths-Sund,
hvor Indvaanerne ikke eie Kajakker, fordi Havet bestandig er
tilfrosset, og ei heller staae i Handelsforbindelse med Europæere.
Saadanne Grønlændere vilde sikkert alligevel vide at skaffe sig Livets
Ophold, og føle sig hjemme der. Naar man erindrer, at en stor Deel
af den saakaldte Sommertid, i hvilken Grønlænderen lever halvveis
under aaben Himmel og forfrisker sig ovenpaa den lange Vinter, ikke
er stort bedre end en almindelig Vinter i Danmark, kan man allerede
deraf slutte sig til den store Hærdelse, som disse Folk maae besidde
fremfor os Europæere. Men det, som Forfatteren til dette har havt
Leilighed til at opleve i de sidste Vintre i Grønland, overgik endnu
de Forestillinger, han tidligere havde i saa Henseende. Disse strenge
Vintre traf nemlig en Befolkning, som i sin store Forarmelse ikke
mere er i Besiddelse af de, selv efter grønlandsk Maalestok
tarveligste Boliger, Klæder og Fødemidler. Huse, der bogstavelig talt kun
vare at betragte som Huller i den frosne Jord, i hvilke der intet mere
var af Træ til at sidde eller ligge paa, eftersom enhver Splint var
brændt op, og Taget blot holdtes sammen ved Frosten; intet, som
kunde kaldes Sengklæder, intet Skind til at bedække de Steen eller
frosne Græstørv, som dannede Leiet; i mange Dage intet til Brændsel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
