Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 4. Om Kumagdlat og Asalok, Kampen med Indlandsboerne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
58
Udkig efter Baaden, opdagede de ikke andet end den spraglede Sæl
som dukkede op og gik forbi. Da nu Asalokes kom til dette Sted og
erfarede dette, kunde de vide at Kumagdlat var dragen der forbi; thi
de vidste, at han havde en spraglet Sæl til Amulet.
Imidlertid reiste Kumagdlat Dag og Nat uden at lægge op, og
naar Roerskerne bleve altfor trætte forteiede de blot Baaden lidt;
saaledes vedbleve de at reise og reise, tilsidst manglede de
Fodemidler, og da de saa kom til en meget befolket Plads, lagde de op.
Paa dette Sted var der en ældgammel Mand, som byggede paa en
Baad. Han var ganske hvidhaaret som et Kajaksædeskind, og ved
hans Side stod der en skjægget ung Mand. Da Kumagdlat havde
været der lidt, sagde den gamle Baadebygger: »Endnu førend denne
unge Karl var født, begyndte jeg paa denne Baad , og nu først har
jeg faaet den reist.« Men ved Siden af ham laa der hele Dynger af
Muslingeskalstykker; han havde nemlig ikke havt andre Redskaber
end Muslingeskaller. Derpaa vedblev den Gamle: »Her eier man ikke
engang en Kniv, men hist inde i Landet gives der Folk, som have
Knive nok.« Da Kumagdlat spurgte ham videre, svarede han:
»derinde i Landet boe de mange Erkilikker, de ere meget velhavende;
men naar nogen af Kystboerne komme til dem, kommer der ingen af
dem tilbage igjen; de pleie alle at blive dræbte.« Kumagdlat sagde:
»jeg havde Lyst til at opsege dem.« Den Gamle svarede: »jeg frygter
for at du alene intet vil udrette; thi endog naar mange i Forening
ere gaaede til dem, ere de dog blevne dræbte; thi Erkilikkerne have
ikke deres Lige i Hurtighed og Behændighed.« Men Kumagdlat gik
hjem (til sit Telt), der lavede han sig en lille Bue samt Pile og et
Pilekogger af Hovedstykket af et Sortsideskind, idet han bukkede
Lal-lerne sammen; og nu drog han ud, for ene at opsege Erkilikkerne.
Men nu hændtes det, at han skulde træffe sammen med sine
Sødsken-debørn; thi disse vare komne forbi ham og netop paa den samme
Dag ligeledes dragne hen for at opsøge Erkilikkerne. Da Asalok og
Merak vare komne langt ind i Landet, saae de nedenfor sig en Slette;
paa samme boede Erkilikkerne i mange Telte, og en Indsø var deres
Hav. De skjulte sig derpaa og oppebiede Aftenen, og da de saa laae
og saae efter Erkilikkerne, der vendte tilbage fra Jagten, opdagede
de hen under Aftenskjæret en stor Mand, som bar noget paa Ryggen.
Allerede havde de spændt Buen mod hverandre, da udbrøde de: »men
see! det er jo som om det kunde være Kumagdlat,« og da de kom
nærmere, opdagede de, at det virkelig var deres forsvundne Ven; de
raabte da: «er du Kumagdlat?« og da han svarede: »ja,« sagde de:
»nu siden vi medtes igjen, skal en af de lumpne Erkilikker falde.«
De kom da atter sammen og gjenkjendte hinanden, og nu fortalte Ku-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
