Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 14. Om Kunuk den Forældreløse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
81
de omsider en Fjord, som var tilfrossen; paa den gik de ned, og
medens de gik udenom et lioit Næs, døde deres Søster. De begrove
hende i en Klippehule. Strax fra deres første Flugt af øvede de
deres Kræfter paa tunge Stene og ved indbyrdes Brydning, og
saaledes udvikledes deres Legemer og de voxede til, endnu inden de traf
paa Mennesker. Endelig engang saae de i det Indre af en Fjord en
Mand staaende paa Isen, og ved Siden af ham et opreist Stykke Træ,
ved hvis Hjælp han fangede Fjordsæle. Da de kom hen til ham og
fortalte, hvorledes det var gaaet dem, sagde han, at han vilde tage
dem til Pleiesønner og opfostre dem; derpaa fulgte de med ham til
hans Huus, i hvilket han levede alene med sin Kone. Deres
Pleie-forældre formanede dem til ikke at glemme deres Fjender, og derfor
bestandig øve deres Kræfter. En Aften, da de havde været længe
ude, kom de hjem, belæssede baade med Ræve og Ryper, som de
havde fanget uden Vaaben, blot ved Steenkast. Derover bleve de
Gamle meget glade, og roste baade deres Erhvervsflid og Styrke. For
at opnaae Kræfter, toge de svære Stene med Hænderne; dernæst
brødes de, og naar den ene kastede den anden, maatte han ikke falde,
men hoppe henad Jorden, og saa sprang de, og saae, hvo der kom
længst. Tilsidst kunde de endog dræbe en Björn uden Vaaben; først
sloge de til den, og naar den vendte sig imod dem, agtede de den
ikke mere end en Hare, men grebe den ved Benene og sønderreve
den. Da de vare komne saa vidt, begyndte de at tale sammen om
at opsøge andre Folk, hvor? — det kunde være det samme. Saaledes
droge de da nordefter og vandrede en lang Vei uden at see
Mennesker; da opdagede de et stort Vand, og i samme en Mængde
Kajakker paa Raabejagt; men der var ligesom kun een iblandt dem som
havde Vaaben, det var nemlig deres Høvding, den stærke Mand. Han
vilde altid være ene om at sætte fast i det Dyr, de først jagede, de
andre skulde blot skræmme det; hvis nogen vovede at saare det, vilde
han faae en Revselse af den store Herre. Tilsidst da han havde
kastet Pilen i det, hjalp de alle med for at dræbe det. Kunuk og
Broderen vilde af Undseelse ikke gaae ned, men ventede til Aften. De
saae da, hvorledes Hvalrossen blev flenset og deelt; hver flk et godt
Stykke, kun en gammel Mand, som beboede det sletteste Telt, maatte
noies med Indvolde, og de saae hvorledes hans to Døttre gik ned for
at modtage ham ved Stranden. De sagde da, at naar det blev
Aften, vilde de gaae ned til den Gamle, fordi de ynkedes over hans
Taalmodighed og hans sørgmodige Væsen. Men da de kom ned, maatte
Kunuk først gaae ind, fordi Broderen var undseelig. Den Gamle sagde:
»er du alene.« Kunuk svarede: »nei, min lille Broder derude undseer
sig for at komme ind.« Da raabte den Gamle: »kom ind, du der-
Rink : Eskimoiske Eventyr og Sagli. 6
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
