Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 27. Om Avarunguak eller Agdlerut
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
117
begynde at dræbe dem.« Da Avarunguak var gaaet ind i sit Telt og
liavde lakket godt efter sig, herte han det buldre udenpaa, og snart
flagrede Alkerne derind; men han kunde ikke vente længe nok, og
begyndte at dræbe dem, og da fløi pludselig Alkerne bort. Derpaa
hørte han Manden derude skjænde: »har jeg ikke sagt dig, at du
skulde vente til Teltet var heelt fuldt, ellers kan jeg ikke faae nok
til at blive mæt af.« Men Avarunguak havde dog faaet Alker nok
til at leve af i længere Tid, da hans Telt var halvt fuldt. Senere
hen sagde hans Samboende engang: »Nu er det snart paa Tiden, at
Hvalrossene trække, men jeg fanger dem ikke, de rode Hvalrosse ere
meget glubske, derfor vover jeg mig ikke ud paa den Tid.» Men da
Hvalrossene kom, fik Avarunguak strax Lyst, da han var meget
begjærlig efter al ny Fangst. Da han bragte den første til Land, kom
hans store Samboende ham imøde, tog Hvalrossen med den ene Haand
og slæbte den op forbi Avarunguaks Telt og ind i sit eget.
Avarunguak undrede sig og tænkte: »jeg faaer nok neppe noget af min første
Fangst«. Da han derpaa kom op i Teltet, sad den store Mand og
fortærede Hvalrossen ganske alene, medens Konen og de tre Døttre saae
til, men Avarunguak vovede ikke at sige noget. Den næste Gang da
han bragte en Hvalros hjem, kom Konen til den Store paa samme
Maade og tog den fra ham, og de følgende Gange gjorde Døttrene
det Samme. Først da saaledes hver af dem havde faaet sin Hvalros,
holdt de op, og Avarunguak kunde nu samle Vinterforraad. Ved
Vinterens Begyndelse foreslog den Store ham, at de skulde flytte i Huus
sammen, og da han indvilligede, tilføiede han: »vi selv ere fem
Personer, derfor have vi 5 Vinduer, nu kunne I vel bygge ligesaa mange
Fag til, som eders Antal beløber sig til«. Derpaa svarede Avarunguak:
»Ih! vi pleie altid at bære os saaledes ad: naar Besætningen af en
Baad bygger Vinterhuus, have vi dog aldrig mere end to eller tre
Vinduer, selv om den bestaaer af flere Personer.« Da sagde den
Anden: »gjører da som I synes, føier tre Fag Vinduer til vort Huus og
flytter til os.« — Først paa Vinteren fangede Avarunguak godt, men
hans store Huusfælle eiede ingen Kajak og gik slet ikke ud. Senere
hen frøs Havet til og Fangsten holdt op. Da sagde den Store til
ham: »Det er daarligt for os her, men hist bag vort Land findes der
god Fangst, imorgen agte vi os derhen.« Da fik Avarunguak Lyst og
vilde med, men hiin spurgte: »hvor hurtig er du tilbeens?« »Med
Landdyrene,« svarede han, »kan jeg nok maale mig.« Men saa vilde
den Store ikke have ham med, først da han vedholdende tryglede
derom, tilstedede han ham det. Dagen efter droge de afsted, ledsagede
af hans Døttre, alle bare de Fangeremme om Halsen. De gik over
Fjeldene og fik Øie paa et blaaligt Land i det Fjerne; da sagde den
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
