Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 28. Om Qvinden, som blev gift med en Atliarusek
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
120
28. Om Qvinden, som blev gift med en Alliarusek.
Et gammelt Ægtepar havde en Datter, som tik mange Friere,
men Forældrene vare paaholdne paa hende. Engang var der en Mand,
som af al Magt vilde have hende; tilsidst brugte han Vold, og var
nær ved at dræbe dem, men saa satte den Gamle sin Baad i Vandet.
Mændene skjændte paa ham, men han svarede ikke, og omsider tik
de Baaden ladet og droge afsted, uden at dræbes. Da raabte de efter
dem: »du faaer neppe nogen god Mand til din Datter, see til den
Gamle! han som neppe kan fange mere, han vil gjøre sig kostbar; lad
ham vente og see, om han faaer Hjælp, naar han engang kommer i
Mangel.« — Men han reiste, uden at svare dem, og søgte Land ude
paa en af de nærliggende Yderøer. Der byggede de Huus og
overvintrede. En Morgen vaagnede den Gamle og sagde : »hvad var det
dog jeg saae just nu da jeg vendte mig om, det var som om et
Menneske smuttede ned gjennem Indgangen.« Ilan udspurgte Datteren,
men hun taug stille, derover fik han Mistanke. Dagen efter da han
vaagnede, saae han at virkelig et stort Menneske smuttede ud af
Huset , og da han nu spurgte Datteren, tilstod hun at hun havde faaet
en Atliarusek til Mand. Da Faderen blev glad herover, tilføiede hun:
»fordi han frygter, at I ikke skulle synes godt om ham, lader han sig
ikke see; hvis I ikke have noget derimod, vil han flytte til os«.
Faderen sagde at der intet var iveien og at hun skulde bede ham strax
tage Ophold hos dem. Den næste Morgen kiggede den Gamle strax
efter Indgangen; der var intet at see, men da han vendte sig om til
Datteren, saae han en temmelig svær Mand sidde bag ved Lampen.
Derover blev han meget glad og lagde sig igjen tilbage, men da han
atter lyttede og vendte sig om, var hiin forsvunden. Han skyndte sig
op og løb efter ham, men der var ingen at see. Henad Aften gik
Datteren ofte udenfor; tilsidst blev hun nogen Tid borte og kom saa
ind igjen med en Slæberem, som hun hængte op til Tørring, og sagde,
at han var kommen med sin Fangst, men en Deel af den skulde han
bringe til sine Slægtninge. Da Forældrene nu gik ud, saae de
Sælhunde trukne paa Land, og bleve meget glade over at de paa engang
vare blevne velhavende. Den næste Morgen kiggede den Gamle over
Sovestedets Skillerum, og ganske rigtigt, — der laa Datteren i hans
Arm. Den Gamle lagde sig igjen, i den Tro, at han sov, men atter
hørte han nogen gaae, og da han stod op var han borte og der var
atter ingen at finde. Han sagde da til Datteren: »lad ham dog blive
her hos os, vi holde meget af ham.» Om Aftenen, da han atter
bragte sin Fangst, kom han ind og satte sig, og Svigerforældrene vare
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
