Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 31. Om Angutisugsuk, eller om den gamle Mand, som hævnede sig ved at hexe Ufred blandt Slægtninge - 32. Om Katigagse, den Vantroe
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
127
dræbte hende, og Drabsmanden sagde: »Samler alle hendes Klæder,
flere Sæt Klæder, Rensskindspelse, Beenklæder og laadne Støvler af
Sælskind, samler dem hver for sig, de mange Sæt, og begraver dem
sammen med hende selv og dynger Steen ovenpaa.« Da han senere
blev rask, led han Anger over Broderens Drab; men hiin Gamles Sind
blev tilfredsstillet, fordi Angutisagsuk var bleven dræbt af sin Broder.
32. Om Katigagse, den Vantroe.
Katigagse vilde ikke troe paa Angakut; naar han hørte Tale om
store Angakut, gik han hen for at høre paa deres Aandebçsværgelser;
naar saa deres Tornakker svigtede dem, troede han ikke mere paa
dem, men endnu førend de vare færdige, rev han Forhænget itu og
forlod dem, efterat have berøvet dem deres Konst. Saaledes vedblev
han, hverken at troe paa eller at frygte for Angakut.
Engang havde han hørt, at Kasile var bleven Angakok, og gik
hen for at høre denne. Om Aftenen bleve Yinduerne tildækkede og
Angakokken begyndte sin Besværgelse og sagde: »hist ude seer jeg
Ilden komme!« Derpaa gik Katigagse hen til Indgangen og vilde rive
Forhænget itu, men det hang fast. Ved at slide i det fik han det
bort og gik ud, men da lian kom ud, saae han ude over Ilavet en
stor Flamme komme farende gjennem Luften. Derover blev han bange
og gik ind igjen. Da han havde været lidt inde, gik han atter lien
til Forhænget og trak i det, men kun med Møie fik lian det fra og
kom ud, da var Ilden ganske nær; i sin Skræk krøb han ind igjen
og klemte sig fast ved Loftsbjelken. Imidlertid kastede Tilhørerne
Urinballien og andet ud, for at afværge Ilden, der kom nærmere og
tilsidst svævede over Huset. Nu blev Katigagse træt, maatte give
Slip og faldt paa Gulvet, og da han ikke havde andet Tilflugtssted,
krøb han ind under ’Sidebrixen imellem de raadnende Baadeskind og
andet Snavs. Da nu Tilhørerne ikke kunde faae Ilden til at vige
bort, tændte de omsider Lamperne igjen. Angakokken standsede og
Ilden forsvandt. Nu begyndte man at savne Katigagse, men da de
søgte, see der, saa kom han krybende frem under Brixen, tilsølet, og
med Haarene sammenfiltrede af Tran. »Eders lugtende Sager har jeg
gjort mine Fornødenheder paa,« det var alt hvad han sagde (det var
nemlig skeet af Angst), hvorefter han gik hjem og senere aldrig mere
hørte paa Angakut, da han var bleven forskrækket og havde tabt Modet.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
