Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 41. Om de to eenlige Brødre
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
144
Grunden til Forandringen. Om Aftenen, da de havde lagt sig, spurgte
lian hende, hvorpaa hun svarede: »det er fordi jeg tænker paa vort
lille Barn, at det dog burde see sine Morbrødre, dem kan jeg ikke
glemme, og derfor er jeg saa taus.« Men da Brødrene hk dette at
vide, sagde de, at de ikke vilde nægte hende at besøge dem, og at
de selv vilde følge med. Glad herover pakkede hun sin Taske fuld
af Klæder til Skiftning, Støvler med nye Saaler og andet Tilbehør, og
da de vare heelt færdige, droge de afsted tværs over Landet. Konen
med Barnet i Amauten gik bestandig raskere, og tilsidst kunde de
neppe følge hende. Saaledes vandrede de i tiere Dage, omsider kunde
hun gjenkjende Landet, og sagde: »hvis mine Brødre endnu ere ilive,
troer jeg at vi imorgen ville see deres Hav, jeg kan gjenkjende alle
Fjelde omkring mit Hjem«. Derpaa vandrede de videre den følgende
Dag, men inden det blev Aften, saae de Havet; da begyndte de at
græde af Glæde, og kunde ikke gaae videre. Konen sagde: »hvis vi
nu gaae ned, ville mine Brødre, hvis de ere ilive, være ude i Kajak,
derfor ville vi hellere vente her til imorgen, og gaae ned forinden de
tage afsted i’. De lagde sig derfor først til at sove. Om Morgenen, da
gik ned, fik de Øie paa mange Telte, og da de blandt de andre saae
et stort Telt, sagde hun: »Dette er mine Sødskendes, nn skulle 1
først blive her, medens jeg gaaer ned alene.« Derpaa gik hun. Solen
var kommen op og skinnede varmt, en gammel Kone kom ud af det
store Telt, førende en lille Dreng ved den ene Haand og bærende et
Soldeskind i den anden, gik hun op til en Klippeflade og udspilede
Skindet til Tørring. Pludselig sagde den Lille: »see der kommer jo
min Moster!« Den Gamle svarede: »nei, saaledes maa du ikke tale,
husker du ikke din Moster, dengang de sloges for hendes Skyld, krøb
hun langs Væggen ud af Huset og flygtede for bestandigt fra
Menneskene.« Den Lille taug stille, men lidt efter sagde han atter: »jo
vist, der er jo min Moster.« Men den Gamle stod og bukkede sig
over Skindet for at befæste det, og vedblev: »aa Snak, din Moster
er jo flygtet for bestandig — bare man dog kunde faae de Spilepløke
(Pinde) stukne ned.« Da Drengen imidlertid vedblev at tale om sin
Moster, blev hun tilsidst vred og trak saa stærkt i Skindet, at
Hullerne til Udspilingen reve ud; da først saae hun opefter og udbrød:
»jo der er hun jo virkelig, hvorfor vilde jeg dog ikke troe den Lille;«
og dermed gik hun hen og kjælede for Drengen. Imidlertid fik
Brødrene det ogsaa at vide og kom styrtende ud af Teltet og raabte
imellem hverandre: »nei I andre længes ikke efter hende, jeg alene
længes ret efter hende, jeg vil først røre ved hende.« Dermed løb de
hende imøde, men af Ærbødighed lode de den Ældste først modtage
hende. Derpaa spurgte de hende, om hun ikke havde Følgeskab, og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
