Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 72. Angakokken Tugtutsiak
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
•211
samme kom der frem af Væggen en lille Mand med kort Næse, og
andre lignende i uafbrudt Række, som derpaa ilede ud. Da den sidste
gik ud, hørte man dem skrige: »kæh, kæh, sæh, sæh,« ligesom Alker
og Teister. Derpaa fulgte der andre Sorter, nogle med lige, andre
med krum Næse. Men da de bleve alt for mange, sagde hun: »stop!«
Da de sidste gik ud, nærmede Tugtutsiak sig til dem, og kradsede
først en med lige, derpaa en med krum Næse, tværs over Panden.
Da de nemlig kom ned i Huusgangen, var den ene en Fjordsæl, den
anden en Spraglet. Da han fandt dem smukke, havde han sat Mærke
paa dem, for at kjende dem igjen hvis de skulde blive fangede. Atter
kom der nogle med store Hoveder og med et stort Skjæg, og da de
bleve for mange, sagde hun: »stop!« Da de nu alle vare ude, saae
han, at Lampen brændte smukt og klart, og Veien var ganske jevn
ud igjennem Huusgangen. Knivs-Eggen var forsvunden, og den store
Hund logrede med sin Hale af Venlighed. Paa samme Tid mærkede
Folk i hans Hjem, som han havde forladt, at hans Sager rystede.
Da han nu begav sig paa Hjemveien, blev han atter kastet af Bjørnen
og Hvalrossen, men den sidste, som kastede ham, var Bjørnen,
hvorpaa han atter var ved sit Hjem, hvor hans Huusfæller sadde og sang
for ham. Da de nu hørte Støien af ham, som kom ind, sagde en stor
Mand blandt de Tilstedeværende: »tænder Lys for ham!« — og da
de betragtede hans Legeme, var der ikke en heel Plet, paa Grund af
Bjørnens og Hvalrossens Bid, og han drog ingen Aande. Atter
slukkede de Lamperne og istemmede Sang. Derpaa oplivedes han lidt,
men ved Daggry bemærkede de, at hans Saar endnu vare aabne, og
de vedbleve at synge. Nu var der blaudt dem en meget storpralende
Mand, som næste Morgen gik ud for at see efter Isen; men han raabte:
»det bliver nok en mager Fangst, han har skaffet os!« Tugtutsiak
brummede og sagde: »lad blot først mine Saar læges.« Da nu hans
Saar vare lægte, kom der pludselig en Sydostvind. En Mand gik ud,
kom hurtigt ind igjen og fortalte, at Iisbrokkerne dreve fra Landet,
og derefter viste der sig Alker og Teister. Strax ilede man ud for
at kaste med Pile, men hiin indbildske Mand fik den hele Dag over
kun en eneste Fugl, medens de andre fik deres Kajakker fulde. Alle
gave de Tugtutsiak en Deel deraf til Belønning, og Pralhalsen gav
ham den eneste han havde faaet. Ligeledes, da de begyndte at fange
Sælhunde, gave de ham den förste at hver Sort; han undersøgte dem
alle, for at finde dem, som han havde mærket, men forgjæves. Senere
hørtes der, at man langt borte, ved Uuligsat, havde fanget en
Fjordsæl, og ved Atto en Spraglet, som hver havde et hvidt Mærke
mellem Øinene.
14*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
