Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 80. Naujarsuak og Kukajak, Fortælling fra Sydgrønland
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
231
han ikke kunde udholde at see sin Søns Fangesteder. De kom til
Amerdlok, og toge Vinterophold der. Paa dette Sted voxede
Sønnesønnen op under Bedstefaderens stadige Paamindelser, og man saae
ham aldrig smile. Omsider begyndte Bedstefaderen endog at frygte
ham; thi han dampede af Sved, naar han paamindede ham om
Faderen. Endnu medens de vare ved Amerdlok blev han voxen og deeltog
i Hvalfangsten, ligesom han ogsaa blev en dygtig Kajakroer. Under
disse Omstændigheder begyndte Bedstefaderen at tale til ham om at
reise sydpaa igjen, for at hævne sig paa Kukajak, hvis denne endnu
var ilive. I Løbet af den Vinter samlede han Hvalbarder hvergang
der fangedes en Hval, eftersom Barder vare en sjelden Vare paa
Sydlandet. Ved indtrædende Mildning om Foraaret droge de afsted, og
overalt spurgte de Folk: »have I hørt noget om Kukajak?« Men der
blev svaret : »nei, vi kjende ham ikke.« Først da de kom meget langt
sydpaa traf de engang nogle Folk, som sagde: »vi have hørt, at
Kukajak befinder sig vel, han er bleven noget gammel, og befatter sig
blot med Ulkefiskeri.« Omsider naaede de deres fordums Boplads og
toge Ophold der. Strax fik de Besøg af deres Slægtninge, som kom
for at gjensee dem; naar saa Gjæsterne forlode dem, pleiede de at
medgive dem nogle af de længste Barder. Endelig kom der endog
Gjæster, som man slet ikke skulde vente, da det nemlig rygtedes, at
de havde Barder opstillede ved Baaden, til Uddeling blandt de
Besøgende. Omsider flyttede de i Vinterhuus endnu førend Naujarsuaks
Søn havde udøvet sin Hævn. Engang da han kom hjem, sagde han
til Bedstefaderen, at han skulde låve ham en stor Harpun og forsyne
den med en meget stærk Fangerem. Dagen efter, medens han var
ude i Kajak, hentede Bedstefaderen et Stykke Hvalkjæbebeen ind,
udskar af den midterste og tykkeste Deel et Stykke, som han lavede til
Beenstykke for Harpunen og forsynede med en ny Fangerem. Da
Sønnesønnen kom hjem og saae denne, takkede han smilende,
betragtede den nøie og gjemte den under Sidebrixen.
Endelig tænkte Kukajak engang: »hvad om jeg gik hen og bad
afdøde Naujarsuaks Søn om et Stykke Bard til en Ulkesnøre?« Men
da han tænkte over det, maatte han dog nægte sig det, af Frygt for
at den Dræbte skulde blive hævnet. Men de som havde været paa
Besøg, sagde til ham: »har du seet hvad den afdøde Naujarsuaks Søn
har foræret os, vi have nu alle faaet Fiskesnører af Hvalbard.
Dersom du gaaer derhen, faaer du vist ogsaa en; da jeg var der forleden,
talte deres Gamle om, at han længtes efter at see dig.« — Da
Kukajak hørte dette, fik han saa stor Lyst, at han strax den næste Dag
begav sig derhen. Ved Ankomsten blev han meget høfligt modtagen
og anmodet om at skynde sig op tor at komme ind. Da de talte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
