Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 1. Om Sydlændingen Singajuk og hans Efterkommere. — En Familiekrønike fra Godthaab, efter den mundtlige Fortælling
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
4
han Bevidstheden, Da han kom til sig selv igjen, mærkede han at
han laae ved Siden af sin Kajak han begav sig derpaa hjem og kom
der siden ikke mere, da han havde fattet Lede dertil. Nogen Tid
derefter giftede han sig paany og tik en Søn, som Konen opkaldte
med Navnet Akajarok. Da de havde faaet dette Barn, drog
Tusi-lartok nordpaa, og da han ikke kunde overtale sine yngre Brødre til
at drage med, reiste han alene. Da han var reist, talte hans Fjender
indbyrdes om at ville hævne sig paa en af Brødrene, og allerede fra
tidligt paa Efteraaret til henad Foraaret efterstræbte de disse, men
ogsaa de vare meget mægtige. Endelig, da Alkejagten begyndte,
talte Kajakmændene indbyrdes om at ville kaste efter en af dem med
Fuglepilen, eftersom de enkeltviis ikke magtede ham. Engang joge de
Alker til Land lidt søndenfor Huuspladsen Pakitsok, og da de havde
Uheld med Alkerne, opgave de dem og efterstræbte Kajakmanden. Da
de lik ham i Sigte kastede Kitorak først, da han traf ham, gav det
et stærkt Knald og nu kastede de Andre med, endog de Smaa maatte
hjælpe med; naar de ikke vilde, tvang de Ældre dem med Slag til
at hjælpe med at saare ham, skjøndt nodigen og med Graad maatte
de adlyde. Da de havde dræbt ham, sønderlemmede de ham og
slugte af hans Lever, fra den Tid af fik Tusilartok Kitorak til Fjende
og turde ikke mere glemme ham. Først da Tusilartok havde faaet
en Broder at hævne, begyndte han at tænke paa Drab. Engang
under Akajaroks Opvæxt, havde han atter været udhavs, var der bleven
overfalden af Storm og kom hjem udmattet efter megen Anstrengelse.
Da han netop var falden i Søvn, gav Sønnen sig til at græde,
hvorover Faderen vækkedes og sagde til sin Hustru: »hvergaug jeg skal
til at sove, er det nok hende der, som faaer Drengen til at græde.«
Da blussede Konen af Krænkelse, fordi hun nemlig liavde opkaldt
Barnet efter en Afdød. Skjøndt Tusilartok blot havde ladet Ordene
undslippe (uden Vrede), blev Konen dog meget forbittret; da de
Andre alle sov, faldt ogsaa lian isøvn, men vaagnede saa atter ved
Sønnens Graad, lian mærkede da, at Konen ikke laa ved hans Side,
han saae efter hende men forgjæves, hvorpaa han gik udenfor Iluset.
Der faldt dengang lidt Snee, men det var ganske maanelyst, og han
saae da hendes Spor ned til Strandbredden, forfulgte dem paa bare
Fødder ned til Vandet og fandt hende der druknet. Saa tog han
hende op, bragte hende til Iluset og vækkede sine Iluusfæller. Endnu
den samme Nat begrove de hende, men Tusilartok bedrøvedes saare,
da han nu anden Gang havde mistet sin Hustru. Fra den Tid af
fattede lian Uvillie til sin Søn, livergang han græd, kastede han ham
ud i Iluusgangen, og saaledes vedblev han ligetil denne kom til Skjels
Aar og Alder. Da Drengen blev fornuftig, fik han Frygt for Faderen,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
