Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 1. Om Sydlændingen Singajuk og hans Efterkommere. — En Familiekrønike fra Godthaab, efter den mundtlige Fortælling
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
6
Klæderne.« Under denne Fortælling blev deres Vært ganske taus og
da de saae paa ham, dryppede Sveden af hans Hage, de forfærdedes
da som om de hk et Slag paa Brystet, thi de mærkede, at de havde
talt til deres Fjende. Men denne vendte sig til dem og sagde:
»tilvisse, havde jeg ikke været døbt, saa vare 1 ikke slupne levende ud
af mit Telt, takket være, at Kavdlunait følge en anden Skik; thi
ellers skulde jeg nu have havt Eder til Fjender, men nu ringeagter
jeg denne Skik, da jeg har optaget en anden, som er saare glædelig.«
Han bad dem endvidere, uden Bekymring at blive hos ham, men de
tauge ganske stille og frygtede for deres Liv. Da de om Aftenen
havde siddet længe oppe, og skulde til at lægge sig, sagde han:
»imorgen bør I drage hjemad igjen, thi I vække Sorg hos mig.« De
lagde sig da paa samme Tid, men Ignatuse (Akajaroks Døbenavn) faldt
først i Søvn, da hans Gjæster syntes at sove. Dog sov disse af
Uro kun paa Skrømt, thi om Morgenen da han vaagnede og saae
efter sine Gjæster, forskrækkedes han ved at tinde deres Leie tomt,
skjøndt det endnu ikke var lys Dag. Han ilede ud, men ogsaa deres
Kajakker vare borte, de vare nemlig Hygtede af Skræk, da han havde
talt saa oprigtig med dem. Da de kom til Nouk, fortalte de, at de
nær vare blevne dræbte, og skjøndt man forsikkrede dem, at han ikke
vilde begaae Drab, siden han var døbt, nærede de dog Mistanke indtil
ogsaa de selv vare døbte.
Ignatuse bestræbte sig for Alvor paa sin Omvendelse. Da han
var bleven omvendt, fik han en Byld paa Skulderen, men kom sig
igjen, efterat have været nær ved Døden. Engang da de havde været
paa deres sædvanlige Fjordreise til Kangersunek og droge udefter
igjen, lagde de paa Land nedenfor Kagsimavik, i et øsende
Regn-veir. Da begyndte Tusilartok for første Gang at tale fortrædeligt :
»man har da flakket saa vidt omkring baade mod Nord og mod Syd,
men at reise i Regnveir, det skøtter ingen om.« Hans Søn svarede
ikke derpaa, uden at sige et Ord sprang han ned i Baaden, thi nu
vilde han pludselig lade den Gamle see (hans Kræfter). Han greb
alle Teltestængerne paa een Gang, og da han havde bragt dem op,
gjorde han ligesaa med Telteskindene; derpaa gik han atter ned i
Baaden, greb to store Spækposer (af hele Sælhunde), en med hver
Haand og bar dem, som kunde det være et Par smaa Mavesække.
Faderen, som lige skulde til at skjænde videre, taug nu ganske stille,
da han nu først begyndte at frygte sin Søn, hvorpaa denne saa atter
gik ned, tog fat i Baaden og bar den op som en Kajak. Hjemkomne fra
denne Reise toge de Vinterophold paa Nouk. Da Sønnen var bleven
debt, forberededes Tusilartok til Daaben. Han blev da saa ogsaa paa
en Maade døbt, og tik Navnet Morsase (Moses), men alligevel kunde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
