Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 1. Om Sydlændingen Singajuk og hans Efterkommere. — En Familiekrønike fra Godthaab, efter den mundtlige Fortælling
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
7
han ikke forandre sig eller lære den kristne Skik, og vedblev saaledes
ikke at være andet end blot døbt.
Kort efter Ignatuses Daab, hørte Sydlændingenes Storfanger, at
Mnrsases Søn skulde være uovervindelig, hvorfor han begav sig paa
Reise nordefter, for at kappes med ham. Kangekkerne vare dengang
netop sysselsatte med Helleflynderfangst, da der blev raabt »Baad«,
og de kjendte da strax Sydlændingenes Storfanger, om hvem de havde
hørt, at han vilde komme. Da han stødte til Land, erkyndigede han
sig strax 0111 Ignatuse, men da de svarede at lian tiskede
Helleflyndere ved Igdlorpait, gik han strax videre til denne Plads og da
Ignatuse tog imod ham, sagde han: »det er da heller ikke for ingenting,
at man er reist her nordpaa, ikke saaledes paa Maa og Faa, men
for at prøve en Kappestrid med dig, tog jeg afsted.« Ignatuse
svarede: »du har hørt mig berømme uden at jeg fortjener nogen
Berømmelse ; nu er det seent paa Dagen, imorgen fra Morgenstunden af
kan Du forsøge dig med mig.« Næste Morgen ved Daggry gik der „
Baad sydefter, og der kom mange Kajakker for at være Tilskuere;
kort efter Solens Opgang begyndte de at brydes, hvergang
Jordsmonnet blev optrampet, flyttede de sig eg vedbleve saaledes til Solen kom
ud over Havet. Da raabte en af Mændene: »bedre paa, bedre paa.«
Da bleve Benene levende, Sydlændingenes største Kæmpe blev kastet
af sin Modstander, saa at han Høi hen ad Jorden, men strax reiste
han sig igjen , hvorpaa hiin atter greb ham og efter en kort Kamp
slæbte og kastede han ham henimod en lille Sø, og da han faldt ned
ved Randen af Søen løftede han ham atter og vilde kaste ham ud i
den, men (tænkte han) Mennesker som synes at være ene, pleie dog
at have mange Hjælpere (d. e. vilde blive hævnede), derfor lod han
ham være. Efter denne Behandling gik Sydlændingen ind i sit Telt,
og kom senere ikke ud igjen, af Skam over, at de havde raabt alt for
meget for ham. Dagen efter drog han atter sydpaa, skjøndt de vilde
beholde ham; efterat være reist et langt Stykke, mødte han en Baad
med Reisende, han sagde til dem: »man behøver ikke at reise
nordpaa, jeg sloges rigtignok med Tusilartoks Søn, men da han tog rigtig
fat, blev hans Krop saa haard som en Steen« — saaledes talte han,
ligesom fordum Kagsagsuk, og senere reiste han ikke mere nordpaa.
Kort efter sin Daab drog Tusilartok engang" paa P’angst efter
Spraglede til Nunatarsuak. Paa Hjemveien overnattede han bag
Ke-kertak og roede saa Dagen efter videre i Kajak langs Ivnajuagtok.
Hiinsides dette Fjeld fangede han en spragled Sælhund, tog den
oven-paa Kajakken og drog saa videre ud ad Fjorden. Da saae han to
Maager komme tilsyne svævende lidt over Vandfladen, men da han
betragtede dem nøiere var det Menneskeskikkelser med Vinger paa,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
