Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 1. Om Sydlændingen Singajuk og hans Efterkommere. — En Familiekrønike fra Godthaab, efter den mundtlige Fortælling
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
8
og heelt bedækkede af hvide Klædebon. Idet han med Forbauselse
stirrede paa dem, saae han, at de hver havde en Bog i Haanden, og
altsom han betragtede dem, standsede de over ham, og lukkede deres
Boger og sagde: »vi (komme for at) berede Veien for din Søsters
Død« — man tænke sig nemlig! i den samme Stund var hans yngre
Søster død paa Nouk — og da de havde sagt dette aabnede de deres
Boger og istemmede en Sang, henrivende skjøn (ordret: de dreve
ligesom Indvoldene ud), og med det samme saae han dem drage mod
Sydost og medens han studsede over, hvo de vel kunde være,
mærkede han paa sig selv, at han svævede i Høide med Toppen af
Ivna-juagtoks-Fjeldet, og han tænkte: nu farer jeg vist til Himlen. Da
tog han Blod af Sælhunden som han førte med sig og gned Hovedet
dermed, strax mærkede han, at han dalede i stærk Fart, saa at hans
Haar fløi til Siden, og da han nærmede sig Vandfladen, tænkte han,
at han nu vist skulde synke i Dybet. To Gange dukkede han lidt
ned i Vandet, men den tredie Gang bares han af Søerne, og han
meente, at de sikkert vilde have gjort ved ham som ved Akamalik.
Da han kom hjem, vilde han ikke nyde noget, og han fortalte strax,
at han allerede vel vidste Besked om sin Søster. Han traf hende
heller ikke mere, thi hun var død. Lang Tid efter, da han var
bleven aldrende, aflagde han Kajakfarten og var blot Styrer paa
Baaden. Naar han passede sine Børnebørn, nemlig Jgnatuses Døttre
Juliana og Natta (denne Natta var min, Fortællerens, Moders Moder),
pleiede han at sige til dem: »naar jeg engang er kommen af Dage,
vil jeg sikkert skræmme eder som Gjenganger, jeg er ikke opfostret
blot saaledes (som andre Folk), mine pange Amuleter ville være mig
til Hinder (for at døe rigtig).« — Saaledes skete det ogsaa. Efter
den Tid drog Ignatuse engang paa Rensjagt til Nunatarsuak, og paa
Hjemveien da de sloge Telt op ved Kornok, blev Morsase syg. Dagen
efter droge de afsted med ham, for at han endnu skulde naae Nouk.
Da de kom forbi Sigdlisit var han lige ved at døe i Baaden. Da der
nu ikke mere var Udsigt til at bringe ham (levende) til Nouk, lagde
de paa Land nedenfor Kagsimaveet. Medens de bare Godset op,
laae han paa sit Yderste, og da de havde reist Teltet, døde han.
Da de nu skulde indsye ham i Skind, aandede han igjen og sagde:
»kløer mig paa Ryggen.« Af Frygt for at rore ved ham kløede de
ham med et Kjæbebeen, hvorpaa han saa strax udaandede igjen, men
hans Aande formaaede kun at gaae nedad, brølende hørte de den da
forsvinde under Jorden. Da grebes de af stor Angst, thi det var
Efteraars Dage og han vilde være farlig i de mørke Nætter. Hans
Søn sagde: »lader os blot svøbe Skindene om ham og bringe ham
udenfor.« De indsvøbte ham da; og lagde ham hen ved Foden af en
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
