Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 1. Om Sydlændingen Singajuk og hans Efterkommere. — En Familiekrønike fra Godthaab, efter den mundtlige Fortælling - 2. Ulitak og Piguiarsuak. — Drabsmænd, som lode sig døbe, for at undgaae Blodhævn
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
9
Klippe. Men kort efterat de vare komne ind, hørte de atter hans
Stemme; da ingen turde gaae udenfor af Skræk, hørte de ham krybe
op paa Teltet, omsider kom han op paa Toppen, og nu skulde han
maaskee til at krybe ind til dem; havde de ikke været døbte, vilde
han muligen have skræmmet dem ihjel. Men da han havde naaet
Toppen, hørtes han rulle ned igjen. De gik da ud for at see til ham,
og fandt, at hans Hoved var kommet frem af Skindene indtil
Skuldrene, men han aandede ikke mere. Da tog Sønnen lyun og sagde:
»han er meget farlig, lader os ile herfra med ham.« I den mørke
Efteraarsnat skyndte han paa Roerskerne, og de droge strax afsted,
forladende deres Reisegods. Omsider tik de det nordre Nouk
(Godt-haab) i Sigte, da nogle af Husene allerede havde slukket, de stødte
til Land førend han endnu havde aandet paany. Strax om Morgenen
gik hans Søn til Lærerne (Brødremissionærene ved Nyherrnhut) og
sagde: »han er ganske skrækkelig, I maae strax begrave ham.« Da
han nu var bleven nedlagt mellem Gravene, ophørte han ganske med
at være farlig, eftersom han, siger man, var plantet i Guds Urtegaard.
Selv ikke den ringeste Fløitelyd hørte man mere fra ham.
Længe efter denne Tid tik Ignatuse en Byld paa Ryggen, den
voxede mere og mere og vilde ikke aabne sig. Omsider laa han for
Døden; da sagde han: »takket være, at jeg paa hiin Dag ikke dræbte
Kitorak, thi havde jeg dræbt ham, vilde jeg nu i Evigheden ingen
Frelse have havt. Der seer man, at det ikke var af sig selv, men
ved sin Skabers Styrelse, at hiin lille Sælhund dengang dukkede op.
Havde jeg kastet paa Kitorak, vilde jeg have været uden Frelse, men
nu skal min Sjæl leve vel i Evigheden.« Saaledes sagde lian nemlig,
fordi han engang, endnu førend han blev døbt, en tidlig Morgenstund
var gaaet ud og havde seet en Kajak ligge paa Fangst, i hvem han
gienkjendte Kitorak. Men da han roede hen imod denne for at hævne
sig paa ham, dukkede der en Sælhund op; denne fangede han, bragte
den hjem og vendte saa tilbage i den Hensigt at dræbe Kitorak, men
saa var denne imidlertid flygtet bort. Derfor takkede han nu
Skaberen, fordi han havde ledet ham saaledes. Dette var Ignatuses
Endeligt.
« •
2. Ulitak og Piguiarssuak. (Nyere Sagn fra Godthaab,
efter den mundtlige Fortælling.) Paa Ilulissat (Jakobshavn) boede to
Brødre, Ulitak og Piguiarssuak, som endnu havde en yngre Broder,
en begyndende Kajakroer. Engang, medens de ældre vare ude og det
var smukt stille Veir, sagde denne, at han vilde roe lidt omkring i
Nærheden; skjøndt Qvinderne søgte at afholde ham derfra, tog han
dog afsted, men da de havde tabt ham af Syne op ad Dagen, sagde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
